Spørgsmålene tårner sig op efter at skandaleombruste Mike Fonseca torsdag vendte tilbage til Folketinget.

Her blev han mødt med en byge af spørgsmål om sit forhold til en 15-årig pige, men flere af de svar, Fonseca gav på de mange spørgsmål, har nu resulteret i forvirring om, hvad der egentlig er op og ned i historien om det kontroversielle forhold. 

Blandt andet lød det fra Fonseca, at det er forkert, at han har kendt pigen, siden hun var 10 år gammel. 

Det har pigens forældre ellers tidligere sagt i et stort interview med Ekstra Bladet, hvor de fortalte, at Fonseca havde været en »almindelig ven af huset« i omkring fem år.

»Det er så en myte, jeg godt kan lægge ned allerede nu. Vi har ikke kendt hinanden, siden hun har været 10 år. Jeg kan ikke engang huske, hvordan min partner så ud som 10-, 11-, 12- eller 13-årig for at være helt ærlig. Det har været misforstået,« lød det fra Mike Fonseca, der ikke ville udybe, om det så betød, at han havde set pigen som 14-årig. 

Han afviste samtidig, at de to skulle have haft en »seksuel relation eller noget«, før pigen var fyldt 15 år. 

Men har pigens forældre fortalt noget forkert, da de sagde, at Fonseca var kommet i deres hjem i fem år, og hvornår kan Mike Fonseca så huske, at han har mødt pigen første gang? 

Men det er åbenbart et spørgsmål, som Mike Fonseca helst ikke vil svare på.

Det kan du se i videoen over artiklen her. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.