Den ny miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kører direkte ind på en førsteplads i den første ministermåling, der er lavet, siden han blev udnævnt 2. maj.

Det sker, selv om danskerne kun har set ham gå en tur i en skov sammen med et tv-hold, og måske har opdaget, at han har givet tilladelse til hård kystsikring i Lønstrup i Nordvestjylland.

Hvis han kan holde sig i toppen, overhaler han innovationsminister Sophie Løhde indenom og bliver ny næstformand i Venstre, når Kristian Jensen bliver formand, vurderer Radio 24Syvs politiske kommentator Jarl Cordua, der har særlig god indsigt i interne forhold i Venstre.

Det er en meget vigtig post - ikke mindst fordi næstformanden har gode chancer for en dag selv at blive formand og statsministerkandidat. Men det skaber rod i den interne magtkabale i Venstre.

»Hvis Jakob Ellemann kan holder sig i toppen af popularitetsmålinger det næste år, så har han overhalet Sophie Løhde indenom, og så er han en god kandidat til at blive ny næstformand i Venstre,« siger Jarl Cordua.

Det er opsigtsvækkende, at Jakob Ellemann-Jensen som helt grøn minister kan komme ind på førstepladsen, men også at han overhaler mange langt mere erfarne Venstre-ministre indenom. F.eks. udlændingeminister Inger Støjberg, der er nr. 4, Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen, der er nr. 6, og statsminister Lars Løkke Rasmussen, der må nøjes med en lidet imponerende plads som nr. 15 i popularitetsmålingen, der er lavet af YouGov for BT.

»Du kan skrive, at far er stolt,« lyder kommentaren fra tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, som BT overbragte de gode nyheder.

Det er jo lige før, han kan blive formand en dag, så populær han er?

»Det har jeg ingen kommentarer til,« gnækker Ellemann senior.

Opsigtsvækkende er det også, at innovationsminister Sophie Løhde er havnet helt nede som nr. 19, og dermed er den lavest placerede Venstre-minister. Den mulige kronprinsesse, der ellers har haft kurs mod at blive ny næstformand, når Kristian Jensen bliver formand efter Lars Løkke, har fået ridser i lakken i sit image i befolkningen, under de lange og dramatiske overenskomstforhandlinger, der var tæt på at kaste Danmark ud i en storkonflikt og lockout. Der ledte hun statens forhandllingsteam og gav indtryk af, at være en hård negl.

Og det kan få betydning for de interne magtkampe i Venstre, hvis Jakob Ellemann-Jensen holder kadencen frem til næste valg, mener Jarl Cordua.

»Hvis man kigger på disse 4 personer, som skal udgøre fremtiden i Venstre, så er det ret interessant, at Jakob Elleman-Jensen ligger nr. 1, Inger Støjberg nr, 4, Kristian Jensen nr. 6 og Sophie Løhde ligger og roder nede i bunden. Hvis hun bliver liggende dernede i målingerne, hvorfor skulle man så vælge hende til ny næstformand om et år, hvis Venstre taber valget og sifter formand. I øvrigt burde Kristian Jensen nok sætte lidt damp på kedlerne, og måske lade sig inspirere af Jokob Ellemann-Jensen, for Ellemann har mere X-faktor end Jensen,« siger Jarl Cordua.

Venstres politiske ordfører, Britt Bager, sender en kommentar pr SMS:

»Jeg er glad for at de nye ministre, som Statsministeren tog med på holdet, er kommet godt i gang, og at danskerne har taget godt imod dem. Alle ministrene er dygtige og arbejdsomme,« skriver hun.

Jarl Cordua er ikke overrasket over, at Lars Løkke igen er at finde i nederste halvdel, når populariteten skal måles.

»Grunden til at Lars Løkke ikke rokker sig ud af stedet er alle de der sager. Hver gang han er på vej op, dukker der nye mærkværdige sager op om hans person. Der har været to nye siden nytår, sagen om kvotekongerne og hans indblanding i hans kones samtale med sin chef. De sager er med til at cementere et indtryk, folk i forvejen har om, at Lars Løkke ikke altid træffer derigtige beslutninger, især som privatperson.«

I øvrigt er det interessant, at de to ministre, der var mest populære i YouGov-målingerne tidligere på året, ikke længere er på holdet. Det var nemlig Søren Pind, og Jakob Ellemann-Jensens søster, Karen Ellemann.

YouGov har også målt hvem, der står til at vinde næste valg. Og ifølge den måling, vil generationsskiftet i Venstre komme til at ske. For rød blok står til at vinde hvis der var folketingsvalg nu. Partierne, der støtter Mette Frederiksen står til at få 52,4 pct. af stemmerne, mens partierne der støtter Lars Løkke står til 47,6 pct. Venstre står til 16,4 mod 19,5 ved valget.