Den nye uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, har tidligere rejst kritik af regeringen og sin nye chef, Lars Løkke Rasmussen.

Det skriver Finans.

Da Lars Løkke Rasmussen onsdag formiddag præsenterede sit nye ministerhold, var det med erhvervsmanden Tommy Ahlers i rollen som uddannelses- og forskningsminister.

Den 42-årige erhvervsmand har igennem årene ikke været bleg for at give sin mening til kende i medierne. Ved flere lejligheder har han kritiseret regeringen for ikke at være ambitiøs nok, når det gælder indsatsen for iværksættere, og selv hans nye chef, Lars Løkke, har fået en stikpille i ny og næ.

Tommy Ahlers og Lars Løkke Rasmussen foran Christian XI's Palæ, hvor statsministeren onsdag formiddag præsenterede de nye ministre for dronningen. Vis mere

Tilbage i 2015 sagde han blandt andet til Finans, at ingen ledende politikere nogensinde har tjent penge til det danske samfund.

»Lars Løkke? Han har aldrig været ude og lave noget privat. Kristian Thulesen Dahl? Helle Thorning? Hele vejen rundt. De har aldrig været ude og skabe arbejdspladser, vokse omsætning og få et salgsteam til at fungere. Det er egentlig ikke så underligt, at de kun kan finde ud af at bruge penge. For de har aldrig prøvet andet.«

Men med den nye ministerpost, har Tommy Ahlers altså selv mulighed for at vise, hvordan han synes, at tingene skal gøres.

42-årige Tommy Ahlers, der ikke er medlem af Folketinget, men blev hentet udefra, er nok bedst kendt fra iværksætterprogrammet 'Løvens Hule' på DR2. Og så har i den grad gjort sig bemærket som IT-iværksætter.

For 10 år siden solgte han onlinetjenesten ZYB, som han stiftede i 2005, til Vodafone for 235 millioner kroner, og i 2007 solgte han sammen med sine to partnere virksomheden Podio til Citrix for 330 millioner kroner.

Politisk har Tommy Ahlers en fortid i Konservativ Ungdom, som han var kampagneleder for ved folketingsvalget i 1998. Her stillede han også selv op og fik 436 personlige stemmer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkendte i forbindelse med udnævnelsen, at den nyudnævnte minister er 'ny på gården' i Venstre-sammenhæng. Hvornår han har meldt sig ind i partiet er dog uvist. Men han har sagt, at han vil stille op til næste folketingsvalg for partiet.