Borgmester Ulrik Wilbek (V) forventer at være tilbage 1. november for at passe sit arbejde for Viborg.

Han har været sygemeldt siden 19. september. På et byrådsmøde onsdag oplyste viceborgmester Mads Panny (S), at Wilbek er på vej tilbage.

- Jeg har holdt møde med Ulrik i mandags, og han har det efter omstændighederne godt, og han forventer at vende tilbage 1. november, sagde Mads Panny ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

Årsagen til Ulrik Wilbeks sygemelding har indtil videre ikke været offentliggjort, men ifølge folkebladets oplysninger drejer det sig om stressrelateret sygdom.

Ulrik Wilbek havde i første omgang sygemeldt sig resten af oktober, men det blev siden forlænget til at være på ubestemt tid.

For et år siden måtte Wilbek skære ned på arbejdet for en periode.

Han var ramt af høretab på det ene øre, mens han på det andet havde en konstant susen, der påvirkede hans koncentrationsevne.

Ulrik Wilbek har været borgmester i Viborg Kommune siden 2018.

Da han blev genvalgt i 2021 fik han 8297 personlige stemmer og var dermed en stor stemmesluger.

Hav blev landskendt som landstræner for både dame- og herrelandsholdet i håndbold. Her vandt han medaljer helt fra begyndelsen af 1990'erne til midten af 2010'erne.

/ritzau/