Den hidtil mest omfattende rundspørge blandt SF-medlemmer giver nyt rygstød til formandskandidat Annette Vilhelmsen. Valgforsker udråber hende nu til favorit.

Opbakningen til formandskandidat Annette Vilhelmsen stiger få dage før, SF udnævner sin nye formand.

Det viser den hidtil mest omfattende rundspørge til SFs tillidsfolk, efter at tusinder af partiets medlemmer allerede har stemt ved afstemningen om, hvem der skal afløse Villy Søvndal som SFs formand.

Berlingske Research har foretaget en rundspørge til partiets medlemmer af landsledelsen, folketingsmedlemmer, regionsråds- og byrådsmedlemmer, storkredsformænd, partiforeningernes formænd og lokale bestyrelsesmedlemmer. I alt har 471 af 1.120 deltaget i rundspørgen. Af dem foretrækker hele 62 pct. Annette Vilhelmsen som partiets nye formand, 36 pct. støtter Astrid Krag, mens kun to pct. endnu ikke har taget stilling til spørgsmålet.

Rundspørgen får valgforsker Rune Stub­ager fra Aarhus Universitet til at udråbe Annette Vilhelmsen som favorit. Han henviser til, at tidligere forskning viser, at der ikke er stor forskel på holdningerne blandt partiers tillidsfolk og de menige medlemmer.

- Det er det største grundlag, vi har haft til at udtale os om, hvilken vej vinden blæser i formandsvalget. Derfor må man sige, at Annette Vilhelmsen er favorit, siger Rune Stubager.

En af de menige SFere, som allerede har sat kryds ud for Annette Vilhelmsen, er Finn Lange fra Holbæk. Ligesom mange andre SFere håber han, at hun vil gøre SF til et mindre topstyret parti.

- Jeg kan ikke lide den linje med, at det hele bare skal køres fra centralt hold. Der sidder tre-fire mennesker og bestemmer alt i SF. De vil sågar bestemme, hvilke annoncer vi skal bringe herude i Holbæk. Den topstyring vil fortsætte med Astrid Krag, for hun er Thor Mögers protegé. Vi er lige så topstyrede som Dansk Folkeparti, siger Finn Lange.

Af et interview i Berlingske søndag fremgik det, at Vilhelmsen endnu ikke har gjort sin stilling op, når det gælder en række centrale, udenrigspolitiske spørgsmål. Men det rører ikke Kåre Schelke (SF) fra Næstved, som også har stemt på Annette Vilhelmsen.

- Det afskrækker mig ikke, hvis der er et par enkelte punkter, hvor hun mangler lidt. Bare fordi hun bliver overtrumfet på et par områder af Astrid Krag, afholder det mig ikke fra at stemme på den, som jeg mener, er den rigtige, siger Kåre Schelke.

Andre SFere tror, at mange af Vilhelmsens støtter bliver slemt skuffede, hvis hun vinder.

- Det er mit indtryk, at der er nogle, der har nogle forventninger til Annette, som jeg ikke tror, hun vil kunne indfri, siger kommunalbestyrelsesmedlem i Silkeborg Erik Markvad Jørgensen, som besluttede at stemme på Astrid Krag efter den første formandsdebat i Herning.

Annette Vilhelmsen kalder selv udfaldet af Berlingskes rundspørge for »en stor tillidserklæring« fra baglandet. Hun vil nu koncentrere sig om mulige politiske scenarier efter valget.

- Jeg kommer ikke med nogen nye politiske meldinger. Rigtigt mange mennesker har stemt nu, så jeg bruger mest tid på at få gennemtænkt en plan, som folk hurtigst muligt kan blive inddraget i, siger hun.

I den anden lejr tror Astrid Krag fortsat på muligheden for en valgsejr.

- Det er SFs samlede kreds af medlemmer, som afgør det her. Da Villy Søvndal blev valgt til formand, var der en overskrift, som lød: »Velkommen til Villy, velkommen til spærregrænsen«, og han viste sig at være en fremragende formand alligevel. Så det er ikke noget, jeg tager så tungt, siger Astrid Krag.