Lars Løkke Rasmussen har fremgang i dagens måling foretaget af YouGov. Men der er overordentlig lang vej endnu, hvis han og resten af ‘blå blok’ skal indhente forspringet til de politiske modstandere.

Faktisk skal statsministeren og co. overbevise omkring en kvart million vælgere til at skifte side på bare fem dage, hvis de blå partier skal have flertal.

Det vurderer kommunikationschef og ansvarlig for valgmålinger hos YouGov, Lars Gylling, på baggrund af dagens meningsmåling.

Her fremgår det, at Socialdemokratiet er gået to mandater tilbage - fra 50 til 48 - sammenlignet med gårsdagens måling.

Samtidig er Venstre gået tre mandater frem - fra 30 til 33.

Sammenlagt har blå blok (Venstre, De Konservative, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs) 45,8 procent af stemmerne.

Det giver 77 mandater mod rød bloks 98.

»Blå blok er lige nu bagud med i størrelsesordenen otte til ti procentpoint,« siger Lars Gylling og forklarer, at det vil kræve en exceptionel udvikling i valgkampen, hvis den afstand til rød blok skal indhentes.

»Hvis vi forventer en stemmeprocent omkring de 85-86 procent, så vil der blive afgivet ca. 3,6 millioner stemmer på onsdag.«

»Skal blå blok hente mere end fem procent, så skal der flyttes små 180.000 vælgere hen over blokgrænsen - og det er uden at tage hensyn til stemmespildet i blå blok og de nordatlantiske mandater (fire fra Grønland og Færøerne).«

»Jeg vil snarere vurdere, at vi taler i størrelsesordenen 225.000-250.000 vælgere,« siger Lars Gylling.

Han fortæller, at Lars Løkke Rasmussen indhentede omkring fem mandater sidst i valgkampen for otte år siden.

Der er dog foreløbigt intet, der tyder på, at det samme kunne ske i 2019, vurderer Lars Gylling.

»Valgkampen i 2011 fremhæves jo ofte som et af de største comebacks i en dansk valgkamp - og jeg er ikke i tvivl om, at Løkke dengang flyttede rigtig mange stemmer i de allersidste dage.«

»Og der skal et comeback af samme historiske dimensioner til denne gang, hvis det skal lykkes,« siger han og fortsætter

»Det, som taler imod, at det sker, er, at blå blok ikke rigtig har flyttet noget i valgkampens første tre uger.«