Nye meningsmålinger viser, at hver fjerde dansker vil sende muslimerne ud af landet – og knap hver tredje vil forbyde islam.

Det skriver Weekendavisen torsdag.

I målingen er danskerne blevet spurgt: »I hvilken grad er du enig eller uenig i, at muslimske indvandrere bør sendes ud af landet?«

13 procent siger, at de er »helt enig« og 11 procent siger, at de er »delvist enig.«

23 procent er »hverken enig eller uenig,« 16 procent er »delvist uenig«, og 34 procent er »helt uenig.«

Målingen er foretaget af analysevirksomheden M.B.C. – Moos-Bjerre Consultants for Weekendavisen. Undersøgelsen er gennemført som en online spørgeskemaundersøgelse blandt 1.390 repræsentativt udvalgte danskere i perioden fra 25. november til 1. december 2025.

Måling fra Weekendavisen.
Måling fra Weekendavisen.

Målingen stemmer overens med lignende resultater fra 2019, hvor en meningsmåling fra Aalborg Universitet også viste, at hver fjerde dansker ville sende muslimske indvandrere ud af landet.

Udover at blive spurgt ind til udvisning af muslimer har respondenterne i Weekendavisens måling også skullet svare på spørgsmålet:

»I hvilken grad er du enig eller uenig i, at islam skal forbydes i Danmark?«

Det mener knap hver tredje: 

18 procent svarer, at de er »helt enig,« mens 13 procent er »delvist enig.«

»Hverken enig eller uenig« er 18 procent, og 14 procent er »delvist uenig.«

Langt de fleste er dog »helt uenig.« Nemlig 32 procent. 

Målingerne i Weekendavisen kommer i kølvandet på den seneste tids heftige debat om Dansk Folkepartis hjemrejseudspil.

»Det er helt tydeligt, at danskerne er foran politikerne, når det kommer til udlændingepolitikken. Vælgerne har indset problemernes størrelse og omfang langt mere end de fleste herinde på Christiansborg,« siger Morten Messerschmidt til mediet.

Han afviser dog selv at ville forbyde islam og sende muslimerne ud af landet.