Det kan godt være, at Venstre mistede statsministerposten under sommerens folketingsvalg. Til gengæld kan partiet nu fejre, at de har den mest populære partileder.

I en ny måling foretaget af analyseinstituttet YouGov indtager Jakob Ellemann-Jensen (V) nemlig førstepladsen på den liste, mens Mette Frederiksen (S) sidder på andenpladsen.

At Jakob Ellemann-Jensen er så populær, kan måske skyldes, at han ikke - indtil videre - er omgærdet af kontroverser.

Det mener Tim Knudsen, der er professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet og ekspert i politisk forvaltning:

»Venstre har tilsyneladende fået en mere populær leder, end Lars Løkke Rasmussen var. En mindre kontroversiel leder,« siger han og fortsætter:

»Der er ingen tvivl om, at han (Ellemann-Jensen, red.) er kommet godt fra start. Måske også fordi, han ikke har været ude i de helt svære situationer endnu, og der er ikke noget kontroversielt knyttet til hans person, som der var med Lars Løkke med for eksempel bilag.«

I undersøgelsen er de deltagende blevet bedt om at give mellem et og fem point point til partilederne, uanset den deltagendes politiske præferencer.

På den skala fik Jakob Ellemann-Jensen 3,60 point.

Mette Frederiksen fik 3,54.

»I virkeligheden ser det ud til, at Venstre - i hvert fald i øjeblikket - er kommet styrket ud af formandsskiftet. Så det må være godt nyt for Venstre,« fortæller Tim Knudsen, som dog understreger, at Ellemann-Jensen og Frederiksen ligger forholdsvis tæt.

Samtidig tror han ikke, at Mette Frederiksen vil være utilfreds med sin placering på listen.

»Jeg synes ikke, forskellen er så stor, så hun har ingen grund til at græde sig i søvn i aften på grund af den måling,« siger han med et grin og fortsætter:

»Men jeg tror, det bliver sværere for hende at fastholde den position, når vi skal i gang med alle de svære politiske forhandlinger og beslutninger. Så er det sværere at undgå, at der er nogen, der synes, at et eller andet ikke er godt nok. Det er faktisk uundgåeligt.«

Han forklarer, at den slags normalt slider på en regering.

Og på statsministeren:

»Hun gør også det, at hun placerer sig personligt i mange sager, og det har den effekt, at succeserne måske bliver tilskrevet hende. Men hun risikerer også, at alle problemerne, alle de dårlige sager, bliver forbundet med hende. Så hun får ganske svært ved at holde en placering, hun har nu, i den kommende tid,« spår Tim Knudsen.