Mere end to uger inde i valgkampen er der fortsat medvind til rød blok, der ser ud til at løbe med en solid sejr.

Således står rød blok til 97 mandater, mens blå blok lander på 78 i dagens YouGov-måling for B.T.

I målingen, der blev foretaget fra 18. til 22. maj, og som man kan se i sin fulde form i grafikken herunder, kan man læse, at Socialdemokraterne med distance fortsat ser ud til at blive det største parti i Folketinget.

Samtidig er Dansk Folkeparti fortsat den samlet set største taber med et fald på 10 procent i forhold til valget i 2015.

I tirsdagens måling stod Rasmus Paludan og Stram Kurs for første gang længe i en YouGov-måling til at nærme sig spærregrænsen med 2,3 procent.

I onsdagens måling er der dog lagt lidt mere afstand til de vigtige 2,0 procent, som afgør, om man kommer på tinge eller ej. Her står Stram Kurs til 3,3 procent, hvilket svarer til seks mandater.

I målingen kan man også læse, at Kristendemokraterne ligger til 1,2 procent. Der er ikke tale om en voldsom fremgang for partiet, men et stille og roligt løbende løft, siden Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev valget.

Her lå partiet til 0,8 procent. Du kan gå på opdagelse i målingen her i artiklen.