En ny meningsmåling er på gaden. Og her står det klart, at der særligt er ét parti i regeringen, der har det svært. 

Nemlig Venstre. Partiet går som det eneste i regeringsflokken tilbage.

Ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup, så skyldes det særligt, at Venstre -  i modsætning til Moderaterne og Socialdemokratiet - har haft svært ved at få så meget ud af den forgangne Grønlandskrise. 

»Socialdemokratiet og Moderaterne har fået ny energi efter alt det her med Grønland. De går frem i modsætning til Venstre på trods af, at der tidligere var nogen, der troede, at luften måske efterhånden var ved at gå ud af dén ballon,« siger Qvortrup og tilføjer:

»Der er ikke nogen tvivl om, at det må give dem lidt hovedbrud ovre i Venstre, at de er nede på omkring de her ti procent.«

I den dugfriske mandags-måling, der er fra Voxmeter for Ritzau, fremgår det, at Venstre er gået tilbage fra 12 procentpoints opbakning til 10,7. 

Til gengæld står Socialdemokratiet nogenlunde fast: Mette Frederiksens parti er gået fra 22,3 til 22,5 procentpoints opbakning.

»Det ligner et ret fastlåst billede efter Grønlandskrisen. Det er i hvert fald ikke nogen måling, der afskrækker hende fra at udskrive valg,« lyder vurderingen fra Qvortrup. 

I det hele taget er der tale om en »altovervejende god måling for rød blok,« fortæller Henrik Qvortrup. 

Han peger på, at også Socialistisk Folkeparti har vind i sejlene med en stigning fra 11,3 til 13,0 procentpoint.

Det sker efter, at partiets tidligere markante profil og stemmesluger Jacob Mark har meldt ud, at han vender tilbage til dansk politik og stiller op til næste folketingsvalg. 

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Det socialdemokratiske godstog buldrer derudad, Mette Frederiksen turnerer med Christian Degn, og 'Udenrigsministeren' toner frem på skærmen i bedste sendetid. B.T.s politiske eksperter dissekerer den vilde politiske fase, vi er vidne til lige nu, og så svarer de på, hvad det betyder for SF – og ikke mindst S – at SF’s stemmesluger Jacob Mark har meldt sit comeback. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen