Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den seneste YouGov-måling foretaget for B.T. er skidt læsning for Alternativet. Partiet nærmer sig spærregrænsen.

I den forrige måling foretaget af YouGov stod Alternativet til 3,3 procent af stemmerne og dermed seks mandater. I fredagens måling er det tal endnu lavere.

Ved folketingsvalget i 2015 fik partiet med Uffe Elbæk i spidsen 4,8 procent af stemmerne og ni mandater.

Men den seneste måling, der er foretaget 13.-17. maj, må være skrækkelig for Alternativet. Her står de til 2,8 procent, hvilket svarer til fem mandater.

Dermed nærmer partiet sig spærregrænsen på 2,0 procent.

I en besked til B.T. oplyser Uffe Elbæk, at Alternativet ikke kommenterer målinger.

Politisk kommentator Lars Trier Mogensen vil dog gerne kommentere partiets tilbagegang.

»Nyhedsinteressen er efterhånden gået af Alternativet. Ved sidste valg var de et frisk pust med nye idéer, men nu er det gået op for folk, at de blot er endnu et parti.«

»Og nu er de havnet i en nedadgående spiral, som kan blive svær for dem at stoppe,« siger Lars Trier Mogensen og uddyber:

»Samtidig er flere partier begyndt at byde ind med en klimapolitik, som kan minde om Alternativets. Og så er det blevet klart, at partiet stort set er et enmands-parti i form af Uffe Elbæk, som næsten har haft en kultagtig dyrkelse.«

I den anden ende af skalaen og det politiske spektrum går Stram Kurs frem fra 3,1 procent i torsdagens måling til 3,9 procent i fredagens måling.

Hvis målingen var valgresultatet, vil det betyde, at partiet med den racismedømte Rasmus Paludan i spidsen ville få syv mandater.

Selvom det går godt for Stram Kurs i meningsmålingen, så er det ifølge Lars Trier Mogensen realpolitisk uden betydning:

»Politisk set ændrer Stram Kurs' indtog ikke noget som helst – uanset om de får seks, syv, otte eller ni mandater, så tager de dem bare fra blå blok og Dansk Folkeparti.«

»Samtidig er partiet helt isoleret politisk – de bliver ikke en faktor. Og selv Lars Løkke har været ude og sige, at de har nazistiske tendenser.«

»Det eneste, det gør, er, at de på en måde får en politisk eksistensberettigelse for de personer, som ønsker en mere anarkistisk og ekstrem tilgang.«

Det parti, der procentmæssigt går mest tilbage i målingen fra YouGov, er Socialdemokratiet.

I torsdagens måling stod partiet til 26,1 i YouGovs måling. Fredag er det tal faldet til 24,8 procent. Det svarer til et mandatfald fra 47 til 44.

Samlet set betyder det også, at rød blok fredag går tilbage til 52,3 procent fra 54,2 procent torsdag.

Blå blok går derfor også frem til 47,7 procent i den nye måling. En fremgang fra 45,8 procent.

Andre læser også