Bilister skal fra torsdag være ekstra opmærksomme, når de stiller bilen fra sig. For godt nok vil Folketinget torsdag ensrette reglerne for parkering, så reglerne bliver ens over hele landet - til gengæld bliver det dyrere, hvis man ikke overholder reglerne.

Hvor det i dag kun er muligt at få én bøde for en ulovlig parkering, kan kommunens parkerings-vagter fremover udskrive tre bøder for den samme parkering. Hvis ikke bilen er flyttet inden for et døgn, udløser forseelsen en ny bøde, fremgår det af lovforslaget.

På to andre punkter skruer politikerne også bissen på overfor bilisterne. Bøden for at overtræde reglerne om handicap-parkering og parkering foran udkørsler bliver nemlig fordoblet.

Den positive nyhed i forslaget er, at reglerne for hvordan du må efterlade din bil fremover bliver ens i hele landet. Eksempelvis er det i dag nogle steder tilladt at parkere med to hjul på fortovet. I andre kommuner udløser det en bøde. Sådanne regler bliver fremover ensrettet, så bilister også kender reglerne, når de parkerer i en fremmed by. I forhold til parkering med hjulene på fortovet, vil det fremover ikke være tilladt. Det er planen, at de nye regler træder i kraft allerede fra 1. marts.