Lars Løkke kæmper for at minimere nederlaget, mens kravet til Mette Frederiksen er flere røde borgmestre

Kommunalvaget i dag er højt spil for de to statsministerkandidater.

For valget er også et uofficielt midtvejsvalg frem mod næste folketingsvalg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kæmper for, at Venstres nederlag bliver så lille som muligt.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen skal have hevet så stor en fremgang som muligt i land.

»Venstre havde et rigtig godt kommunalvalg sidste gang, og vi havde endnu mere held, eller dygtighed, i de efterfølgende konstitueringsaftaler,« siger Lars Løkke Rasmussen til BT.

»Vi fik næsten halvdelen af borgmesterposterne.. Det kan vi ikke regne med at opnå denne gang. I og med vi er et stort borgmesterparti, så skærper det også modstanden hos vores politiske modstandere, så der er ingen tvivl om, at vi kommer under pres,« siger Lars Løkke, der brugte mandag på en slutspurt i det jyske, bl.a. i Viborg, hvor Venstres spidskandidat Ulrik Wilbek har gode chancer for at nappe borgmesterkæden fra konservative Torsten Nielsen.

Deler du opfattelsen af, at kommunalvalget kan ses som et ’midtvejsvalg’ i forhold til et kommende folketingsvalg?

»Nej, den køber jeg ikke. Det er 103 isolerede valg i de 98 kommuner og fem regioner med hver deres unikke karakter. Borgmesterposterne giver os den fordel, at vi på Christiansborg ved, hvad der rykker på sig rundt om i landet, hvordan virkeligheden ser ud,« siger Lars Løkke.

Mette Frederiksen indrømmer derimod gerne, at hun selv har noget på spil.

»Tingene hænger jo sammen. Det, vi kæmper for på Christiansborg, er også det, vi kæmper for ude i kommunerne. Og selvfølgelig er det her også en test af, hvordan vi bliver taget imod. Selv om man skal huske, at der jo er store lokale forskelle byerne imellem. Men selvfølgelig har Socialdemokratiet noget på spil – og jeg har noget på spil. Jeg har en del af ansvaret, det er klart,« siger Mette Frederiksen, der i går gik gågaden tynd i Odense, og delte roser ud sammen med partifællen, Peter Rahbæk Juel, der har gode chancer for at genvinde borgmesterposten.

»Vi går efter flere borgmesterposter. Vi tabte en del sidste gang, og det vil vi gerne gøre anderledes denne gang. Jeg tør ikke sætte tal på, men jeg har en ret god fornemmelse. Det er klart, at vi nogle steder også gerne vil have forstærket vores mandat som parti. Men det er først og fremmest borgmesterposterne, det handler om,« siger Mette Frederiksen.

Ved sidste kommunalvalg i 2013 var S bedst til at kommunikere, mens V var bedst til konstituere. Statsminister Helle Thorning-Schmidt udråbte inden valget Socialdemokratiets mål til at være at vinde magten i de fire store byer. Den havde de i forvejen, og det skulle gå meget galt, hvis de skulle miste den. Men folk fik indtryk af, at S havde nået sit mål.

Men ude i landet, var det Venstre, der tog stikkene hjem.

Socialdemokratiet fik 29,5 pct. af stemmerne, men måtte nøjes med 33 borgmesterposter, en tilbagegang på 16.

Venstre fik 26,6 pct. af stemmerne og scorede hele 48 borgmesterposter, en fremgang på 17.

Det er med de tal in mente, at Venstre er truet af et blodbad, når stemmerne tælles op i aften. Internt i Venstre snakker man kun om, hvor stor nedturen bliver, og håber, at tabet bliver under ti borgmesterposter.

For Socialdemokratiet skulle det se mærkeligt ud, hvis de ikke gik frem mht. borgmesterposter. Derfor har de også satset hele butikken på Mette Frederiksen, der har besøgt alle 98 kommuner i en markant rød »Mød Mette-bus«. Strategien er, at fremgang ved kommunalvalget skal smitte af på Mette Frederiksen og styrke hende i forhold til næste folketingsvalg.

Lars Løkke er i den stik modsatte situation. Han har været formand i otte år, og skal bevise at han og Venstre ikke er nedslidt og at Løkke har styrke nok til at vinde næste folketingsvalg.

Venstres gruppeformand Søren Gade er optimist:

»Min spådom er, at rygterne om vores død er stærkt overdrevet. Men det er klart, at med næsten halvdelen af borgmesterposterne, og 26,1 pct af stemmerne,  så er det selvfølgelig svært at holde tallene fra sidste gang,« siger Søren Gade, der de sidste par dage har kæmpet for et godt valg for Venstre i Guldborgsund, Stege, Møn, Hårløv, Fakse, Næstved og Maribo.

Socialdemokratiets kommunalordfører, Magnus Heunicke, siger:

»Det er vigtigt for os at bevare magten i de store byer, at gå frem andre steder og på sigt blive det største borgmesterparti. Det giver medvind til vores dagsorden om, at velfærd er bedre en skattelettelser.«

I disse kommuner står Venstre til et dårligt valg:

Esbjerg
Efter 24 år har Venstres borgmester og stemmesluger Johnny Søtrup valgt at stoppe. En meningsmåling fra Jysk Analyse viser, at V går tilbage fra 42,7 pct. til 36 pct.

Region Syddanmark
Venstres Stephanie Lose fik for et par år siden til opgave at genrejse partiet efter skandalen omkring Carl Holst. Selv om meget er nået, tyder en frisk måling på, at Venstre går tilbage fra 35,4 pct. til 30 pct.

Slagelse
V-borgmester Sten Knuth ser ud til at måtte vige pladsen for socialdemokraten John Dyrby Paulsen. En medvirkende årsag er, at Liberal Alliance har trukket tæppet væk under ham.

København
Ifølge en to uger gammel måling vil Venstre i København blive halveret. Hvis det holder stik, vil partiets spidskandidat Cecilia Lonnning-Skovgaard få svært ved at snuppe en af kommunens syv borgmesterposter.

I disse kommuner står Socialdemokratiet til et godt valg

Nyborg
Socialdemokraterne, med borgmester Erik Christensen, havde egentlig vundet valget, men en af partiets medlemmer valgte at skifte side og sikrede i stedet Venstre-manden Kenneth Muhs borgmesterposten.

Mariagerfjord
Med 37,7 procent af stemmerne til partiet og 13 ud af 29 mandater, plus et til SF, så skal der kun flyttes et mandat over midten for at Mariagerfjord skifter.

Kerteminde
Ved valget i 2005 var det en solid S-kommune, hvor partiet fik 41 procent af stemmerne. Fire år senere mistede S magten, da socialdemokraten Sonja Rasmussen valgte at forlade det parti der havde valgt hende, for selv at blive borgmester i en koalition uden om S.

Slagelse
Det var en overraskelse, at borgmester Lis Tribler efter sidste valg, trods fremgang til Socialdemokratiet, måtte overlade borgmesterkæden til Venstres Sten Knuth. Rød blok kunne ikke genvinde det tabte efter SF’s voldsomme tilbagegang på hele 10,2 procent.

(Kilde: piopio.dk mm.)