Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er i forvejen hårdt presset af internt kaos i partiet. Nu får han endnu et nyrehug, lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

I en ny Voxmeter-måling for Ritzau står Venstre til at få 8,7 procent af stemmerne ved et folketingsvalg.

Det vil gøre partiet til det fjerdestørste i blå blok, hvilket er lavere end det plejer:

»Lige nu har han mere end travlt med at være leder i Venstre. Det tager det meste af hans tid. Nu er han så leder af blå bloks fjerdestørste parti. Det gør det ikke helt nemt for ham,« siger Henrik Qvortrup.

I målingen fra 31. august står Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative alle til at få flere stemmer end Venstre ved et folketingsvalg. 

Fra målingen i sidste uge er Venstre dermed blevet overhalet af Konservative, der står til at få stemmer fra 8,8 procent af vælgerne. Det samme gør Liberal Alliance.

Målingen på vælgertilslutningen ligger inden for den statistiske usikkerhed. Men det er alligvel ildevarslende nyt for Venstre, siger Qvortrup. Foto: Nicoline Kjems-Krognos

Forskellen mellem partierne falder ganske vel inden for den statistiske usikkerhed på 2,5 procent i hver retning, pointerer Qvortrup. Men den må ikke falde i god jord midt i den kolossale krise Venstre står i intern.

»Det gør ikke livet nemmere for ham. Han er stærkt svækket, og han har store problemer med sit eget parti. Selvom vi er ude på marginalerne, er den stadig katastrofal,« siger Qvortrup.

I en meningsmåling fra 24. august stod Venstre til at få 9,3 procent af vælgerne. Det betød, at Venstre var blå bloks tredjestørste parti bag LA og DF.

Derfor står forventningen til V-formanden som blå bloks leder yderligere svækket:

»Det er ikke ligefrem sådan, at blå blok i forvejen har en tydelig leder. Målingen hjælper ikke på det, og med opgøret i sit parti er den det, man på godt jysk vil kalde noget lort,« siger Qvortrup.

Du kan følge dramaet i B.T.s politiske liveblog. Læs med HER.