Tag en coronatest, ellers kan det i sidste ende koste dig en fyreseddel.
Det er den magt, som regeringen nu vil give chefer over deres ansatte.
I et nyt hasteforslag, som blev fremsat torsdag, vil regeringen indføre tvungne coronatest til medarbejdere, hvis arbejdsgiverne finder det »sagligt begrundet« for at begrænse coronasmitten.
»En arbejdsgiver kan pålægge en ansat hurtigst muligt at blive testet for covid-19 og at oplyse arbejdsgiver om resultatet af testen,« står der i forslaget.

Men hvis man nægter at lade sig teste, kan man blive mødt med »ansættelsesretlige sanktioner«, står der i regeringens lovforslag. Det kan i yderste konsekvens betyde en fyreseddel.
Og det møder hård kritik fra flere sider, heriblandt HK Handel, der blandt andet repræsenterer butiksansatte.
»Vi er nødt til at slå fast, at man først og fremmest sælger sin arbejdskraft og ikke hele sin sjæl og sit legeme, når man indgår i et ansættelsesforhold,« siger Per Tønnesen, formand for HK Handel.
Han efterlyser, hvad der præcis skal til, før arbejdsgiverne kan kræve de ansatte testet.
»Vi synes, at det er foruroligende, at arbejdsgiverne fremover kan tvinge medarbejderne til at lade sig teste for corona, uden at der ligger en sundhedsfaglig begrundelse bag,« siger Per Tønnesen.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er arbejdsgivernes ret til at tvangsteste medarbejderne et værktøj, der skal forhindre større smitteudbrud på en arbejdsplads, som det er sket på flere slagterier.
»Det her er ikke en carte blanche til, at arbejdsgiverne bare kan kræve coronatests. Men når produktionsvirksomheder f.eks. skal garantere, at varerne er fremstillet i et coronafrit miljø, så kræver det, at medarbejderne skal testes efter behov,« siger han B.T.
Hos den liberale tænketank Cepos kalder direktør Martin Ågerup lovforslaget for »et vidtgående indgreb« i den enkeltes liv.
»Det er for voldsomt at rulle det her generelt ud til alle arbejdsgivere. Det er ikke rimeligt. Det bør afgrænses til udvalgte erhverv og i særlige situationer som for eksempel for sygeplejersker, der arbejder under epidemien,« siger han.

Fagforbundet FOA repræsenterer de danskere, som arbejder i social- og sundhedssektoren, og som derfor er ekstra udsatte over for coronasmitte. Her er man dog mindre bekymret for at give arbejdsgiverne magten til at beordre coronatest.
»Vi har vores bekymringer i forhold til den enkeltes personlige frihed. Men grundlæggende ændrer lovforslaget ikke på hverdagen for vores medlemmer, der i forvejen bliver testet frivilligt i forbindelse med deres arbejde for ikke at udgøre en sundhedsrisiko for dem, vi passer på,« siger FOA-formand Mona Striib.
Både Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation bakker dog op om regeringens tiltag.
Peter Hummelgaard forsikrer desuden, at arbejdsgiverne ikke kræver tests eller tyer til fyringer uden en meget klar »saglige begrundelse«
»Hvis en person i sundhedsvæsenet eller en østeuropæisk slagteriarbejder ikke vil testes, så udsætter personen både kollegaer og hele produktionen for en alvorlig risiko. Og det skal virksomhederne kunne sanktionere,« siger han.
Testen skal så vidt muligt foretages i arbejdstiden, hedder det i lovforslaget. Og hvis det ikke er muligt, vil den enkelte medarbejder blive økonomisk kompenseret for den tid, der bruges på at blive testet.
Regeringen vil nu forsøge at skaffe politisk opbakning til at haste lovforslaget igennem Folketingssalen.