Mens han var udenrigsminister, prøvede Venstres næstformand, Kristian Jensen, at skaffe et internationalt topjob til formanden Lars Løkke Rasmussen.

Hvilket i sagens natur ville have banet vejen for, at han selv blev formand.

Det fremgår af en ny bog om Lars Løkke, der udkommer 25. oktober.

Bogen 'For enhver pris' er skrevet af de to politiske journalister og kommentatorer Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen.

Strategien endte ydmygende for Kristian Jensen. Ifølge bogen blev han ved en statsrådsmiddag trukket til side af Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen. Han gav 'på en pæn måde' Kristian Jensen besked på, at han skulle tøjle sine magtambitioner: Lars Løkke vil ikke forlade dansk politik, og Kristian Jensen skal venligst afstå fra at spørge igen.

Situationen opstår efter, at Jyllands-Posten i foråret 2016 bringer et interview med Kristian Jensen, hvor han siger ligeud, at han har ambitioner om en dag at blive formand for Venstre. Sagen vækker vrede i Venstre, Søren Gade kalder sagen 'træls', og Claus Hjort Frederiksen kalder den 'irrelevant'.

I bogen står der:

'En episode på de indre linjer viser, at statsministeren har et knap så tilbagelænet syn på Kristian Jensens - nogle vil sige - spidse albuer. Næstformandens læretid som statsministeraspirant er gået lige lovlig hurtigt.'

Embedsmænd i Udenrigsministeriet har fortalt Kristian Jensen, at der om kort tid vil blive en håndfuld gode stillinger ledige i FN-systemet. Ikke helt tunge poster, men lønmæssigt attraktive.

Forfatterne skriver:

'Kristian Jensen ved, at Lars Løkke Rasmussen har en notorisk knirkende privatøkonomi. I det lys kan en skattefri og lønmæssigt attraktiv FN-post være lige præcis den kattelem væk fra dansk politik, som Kristian Jensen er sikker på, at Løkke er på udkig efter. Derfor henvender udenrigsministeren sig diskret til Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, og beder ham undersøge, hvorvidt Lars Løkke er interesseret i, at Kristian Jensen og hans embedsmænd begynder at trække i passende diplomatiske råde for på den måde at kunne bringe Danmarks statsminister i spil til de ledige FN-job.'

'Han hører ikke noget i et par uger. Men under en statsrådsmiddag bliver Kristian Jensen trukket til side af departementschef Kettel og får her på en pæn måde besked om, at han skal tøjle sine magtambitioner.'

Disse begivenheder fandt sted før dannelsen af VLAK-regeringen, hvor Kristian Jensen blev finansminister. Den smalle Venstre-regering så ud til at være kørt fast pga. Anders Samuelsens krav om lettelser af topskatten.

Det kunne nemt have ført til et valg, men i stedet fik Lars Løkkes regering nyt liv ved at inddrage LA og De Konservative i regeringen. Det projekt holdt dog også hårdt.

Venstre-toppen var meget lidt begejstrede for idéen om, at Liberal Alliance skulle i regering.

Lars Løkke og Claus Hjort mente, at idéen var 'på månen', fremgår det af  'For enhver pris'.

Anders Samuelsen (LA) var i efteråret 2016 klatret op i træ, som det hedder, og krævede topskattelettelser til gengæld for at komme ned.

''Lars og Claus,' siger Samuelsen en dag i te-køkkenet på Marienborg:

'Der er også en anden mulighed: Vi dropper de fem procent hele vejen op - til gengæld indlemmer I os i regeringen,'

'Første reaktion fra regeringstoppen er, at forslaget er helt på månen,' hedder det i bogen.

'På skift opremser Løkke og Hjort argumenter for, at idéen ikke er gennemførlig: Først og fremmest vil DF ikke acceptere sådan en rgeringskonstellation. De Konservative næppe heller.'

'Og for LA's egen troværdighed vil det være katastrofalt, hvis der breder sig sig det indtryk, at man er til fals for ministerbiler og taburetter.'

Løkke og Hjort fortsætter med at presse Samuelsen til at opgive sine krav. Og Samuelsen opfatter det angiveligt som 'waterboarding-tortur'.

Simon-Emil Ammitzbøll siger til Løkke og Hjort:

'I kan selv bestemme, om LA skal være et moderat eller et yderigtgående parti.'

Kort tid efter ringer Løkke til Samuelsen, og foreslår at de snakker tingene igennem i Statsministeriet. Det møde kaldes senere for whisky-mødet. Resultatet bliver VLAK-regeringen.