Det tidligere moderate folketingsmedlem Jeppe Søe langer nu hårdt ud efter sin tidligere partifælle, kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Det sker i Jeppe Søes kommende bog 'Jeppe på Borgen: Fortællingen om et naivt politisk projekt', som B.T. er i besiddelse af.

I bogen undrer Jeppe Søe sig over, at Jakob Engel-Schmidt har kunnet overleve politisk trods sin sag om kokainkørsel, mens andre tidligere moderate folketingsmedlemmer som Mike Fonseca og Jon Stephensen er blevet hældt ud med badevandet.

»Der er himmelvid forskel på at sende en dum sms – eller i mit tilfælde skrive en klumme om et menneske, der læser den igennem først – eller for den sags skyld have en kæreste, tæt på den seksuelle lavalder – og så på at kværne rundt i storbyen i narkopåvirket tilstand. Det kan slå ihjel. Og er brud på lovgivning. Og det viser ikke bare dårlig dømmekraft, men reel mangel på moral og ansvarlighed,« siger Jeppe Søe i bogen.

Her henviser han til, at Mike Fonseca blev smidt ud af partiet, da hans forhold til en 15-årig pige blev kendt, mens Jon Stephensen røg ud efter en række skandaler, hvor hans upassende beskeder til et 19-årigt partimedlem blev dråben.

Og de sager blegner ifølge Jeppe Søe i forhold til Jakob Engel-Schmidts kokainskandale fra 2017. Her blev han stoppet af politiet, imens han kørte bil med kokain i blodet. Dette kostede ham en bøde, ligesom han blev frakendt kørekortet i tre år. 

Skandalen, der i første omgang blev forsøgt hemmeligholdt af Jakob Engel-Schmidt, kostede ham også hans job som direktør for Niels Brocks erhvervsuddannelser, da den blev afsløret. 

Formelt var Jakob Engel-Schmidt på orlov fra Folketinget, da skandalen rullede, men efter den var hans mangeårige politiske karriere i Venstre forbi.

Det tidligere moderate folketingsmedlem Jeppe Søe udkommer med sin bog 'Jeppe på Borgen: Fortællingen om et naivt politisk projekt' den 28. marts.
Det tidligere moderate folketingsmedlem Jeppe Søe udkommer med sin bog 'Jeppe på Borgen: Fortællingen om et naivt politisk projekt' den 28. marts. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Siden fik han et politisk comeback i Moderaterne, som Jeppe Søe sammen med partileder og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen var med til at stifte.

I bogen kritiserer Jeppe Søe i hårde vendinger, at Jakob Engel-Schmidt forsøgte at holde sin sag om kokainkørsel hemmelig.

»Jeg anede ikke, at han havde løjet overfor sine kolleger i Venstre. Det havde været totalt no go for mig, hvis jeg havde vidst det. Man må gerne lave fejl. Selv narkokørsel. Det har en konsekvens, og man udstår den straf. Og så er man velkommen i samfundet på ny,« siger Jeppe Søe i bogen.

»Men for mig viser det mangel på ordentlighed og dømmekraft, at man ikke behandler sine egne ordentligt. At man skider på fællesskabet og lyver for sin gruppe. Det ville jeg gerne have vidst,« tilføjer han.

B.T. har forelagt Jakob Engel-Schmidt de forskellige udtalelser om ham, som Jeppe Søe kommer med i bogen.

»Jeg har talt åbent om dette i årevis, givet interview og holdt adskillige foredrag om mine fejl og et af de mørkeste kapitler i mit liv, som har haft en enorm indvirkning på hele min familie. Det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af, virkelig ikke, men jeg er trods alt glad for kunne at vise andre, at man godt kan ændre sit liv fundamentalt og komme tilbage som et bedre menneske,« svarer han i en skriftlig kommentar.

»Jeg har lært hjemmefra, at hvis man ikke har noget pænt at sige om andre, skal man tie. Jeg har derfor ikke yderligere at tilføje,« lyder det afsluttende.

'Jeppe på Borgen: Fortællingen om et naivt politisk projekt' er skrevet af journalist Axel Bøie Boisen og udkommer den 28. marts på Gads Forlag.