En ny organisation vil gøre op med det billede af kampen mod racisme, der er blevet tegnet af den kontroversielle debattør Bwalya Sørensen.

Afro Danish Collective er navnet på organisationen, der har som sit erklærede formål at kæmpe for 'ligeværd for mennesker med etnisk minoritetsbaggrund i Danmark og i særdeleshed for mennesker af afrikansk oprindelse'.

»Vi ser lige nu et stort momentum i befolkningen og i erhvervslivet til at gøre op med strukturel racisme, men debatten er blevet afsporet i særdeleshed af medierne og naturligvis også den måde, sagen er blevet håndteret af Black Lives Matter Denmark,« siger Roger Courage Matthisen, der er valgt som midlertidig talsperson for organisationen.

Han har sammen med tre andre stiftet den nye organisation for at øge fokusset på strukturel racisme, efter at der er blevet rejst massiv kritik i medierne af lederen af Black Lives Matter Denmark, Bwalya Sørensen.

I en demonstration med 15.000 deltagere blev hvide bedt om at holde sig i baggrunden, og de sorte bedt om at gå op foran. Bwalya Sørensen har også beskyldt Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg for 'white supremacy', da de foreslog, at Black Lives Matter Denmark rykkede tidspunktet for deres demonstration i Aalborg, fordi den ville ligge samtidig med deres.

Det har ført til massiv kritik af Bwalya Sørensen fra flere sider. Med den nye organisation ønsker Afro Danish Collective at føre debatten tilbage på sporet.

'Dækningen af Black Lives Matter Denmarks store arbejde med at italesætte strukturelle uligheder har været præget af et overdrevent fokus på andet end netop racisme, ulighed og ligeværd. Dette ønsker vi at gøre op med lige nu,' skriver Afro Danish Collective i en pressemeddelelse.

Roger Courage Matthisen har en fortid som folketingsmedlem for Alternativet og fungerer som talsperson for Afro Danish Collective, indtil foreningen afholder den stiftende generalforsamling 5. juli.

Roger Courage Matthiesen, talsperson for Afro Danish Collective.
Roger Courage Matthiesen, talsperson for Afro Danish Collective.
Vis mere

Han ser ikke Afro Danish Collective som en konkurrent til Black Lives Matter Denmark, men håber tværtimod på et samarbejde.

»Jo flere der vil gå imod strukturel racisme, desto bedre. Hvis vi kan blive enige om retningslinjerne, så er jeg sikker på, at vi godt kan samarbejde med Black Lives Matter Denmark og Bwalya Sørensen,« siger han.

Vil I videreføre retningslinjerne om at lade sorte gå forrest og hvide gå bagerst i demonstrationer?

»Det er ikke noget, vi vil føre videre, men jeg har forståelse for det. Hvis Bwalya Sørensen havde kommunikeret det bedre, var debatten ikke blevet afsporet.«

Hvordan det?

»Det, Bwalya Sørensen gør ved at trække sorte frem, er, at hun synliggører en minoritet, der ellers er usynlig. Det har intet med raceopdeling at gøre, og du kan ikke sammenligne det at gå et par timer i en demonstration med flere hundrede års undertrykkelse af sorte. Jeg så en glæde hos nogle af demonstranterne ved at blive trukket frem på den måde, men der var også minoriteter, der fandt det upassende og ikke brød sig om det.«

Hvordan har Bwayla Sørensen reageret på, at I nu laver en ny organisation?

»Jeg har tidligere rakt ud til hende og tilbudt at hjælpe hende med at professionalisere sin kommunikation, men det har hun afvist flere gange. Hun har sagt tillykke med den nye organisation og er yderst begejstret for initiativet.«