Regeringen og Enhedslisten er angiveligt tæt på at indgå en aftale om konkurskarantæne, der skal sætte en stopper for konkursrytteri.

Det skal være slut med konkursryttere, der efterlader tømte selskaber uden bogføring og forårsager store tab til de offentlige og private kreditorer. Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten er regeringen og Enhedslisten tæt på at indgå en aftale om at skærpe indsatsen mod økonomisk kriminalitet.

Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, bekræfter, at bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet indgår i finanslovsforhandlingerne, men hun vil ikke kommentere detaljerne.

- Jeg tror, mange finder det urimeligt at se, hvordan finansspekulanter og konkursryttere har kunnet gå fri i en tid, da vores velfærdssamfund har lidt under den økonomiske krise. Det er vigtigt, at vi får sat ind over for økonomisk kriminalitet, siger hun til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Et af hovedelementerne i aftalen bliver ifølge avisen, at direktører skal kunne idømmes konkurskarantæne, hvis de på grund af uforsvarlig forretningsførelse kører en virksomhed i sænk. Karantænen skal forbyde direktører og andre ledere at drive virksomhed i udgangspunktet tre år. Derudover skal indsatsen mod direktører, der forsøger at gemme penge og værdier for kreditorerne, skærpes, ligesom parterne overvejer at hæve strafferammerne for en række økonomiske forbrydelser.

Selvom en karantæneordning bakkes op af eksperter, bagmandspolitiet, revisorer og advokater, er forslaget næppe nok til at komme problemet til livs, advarer konkursadvokat Boris Frederiksen fra statens faste advokat, Kammeradvokaten.

- Det kan være svært at være modstander af indførelsen af konkurskarantæne, for selvfølgelig kan det være et relevant redskab, men man skal ikke bilde sig ind, at det løser hele problemet. De professionelle vil, er jeg sikker på, arrangere sig ud af det med stråmænd, siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ifølge en undersøgelse fra Skat har 40 af de bedst kendte konkursryttere kostet det offentlige tab på over 700 millioner kroner fra 2008 til 2010.