Navnet Ny Alliance har hele tiden været en dødssejler, mener numerologformand, der advarer partiet mod blot at skifte Ny ud med Liberal.

Det kan kun gå fremad for partiet, hvis Ny Alliance gør alvor af overvejelserne om at droppe navnet. Sådan lyder rådet fra formand for Dansk Numerolog- Forbund, Mauren Pihl. Partinavnet har fra begyndelsen af givet dårlig energi, påpeger hun.

- En numerolog ville aldrig have sagt god for Ny Alliance. Begge ord i navnet er svage energier, som ikke tiltrækker noget positivt. Især alliance med to ll'er og et c er en svag energi. Og sammen bliver det lidt skæbnebetonet og indikerer uheld - at man skal starte om igen og forfra hele tiden, siger Mauren Pihl.

Det er partileder Naser Khader, der i Jyllands-Posten søndag 15 måneder efter partifødslen, tre folketingsmedlemmers exit og et skrottet partiprogram nu lægger op til også at skifte partinavnet ud i forsøget på at lancere en mere liberal profil.

Men numerologen advarer partiet mod at falde for fristelsen til blot at udskifte ordet ny med liberal og navngive partiet Liberal Alliance.

- Ordet liberal er en meget, meget stærk energi, men den arbejder bare ikke godt sammen med ordet alliance. Så det bliver det ikke bedre af, siger Mauren Pihl til Ritzau.

/ritzau/