Den ekskluderede Venstre-kandidat, Johnny Killerup, optrådte i sine nu tidligere partifællers øjne ikke bare illoyalt for første gang på tv fredag, da han luftede sine borgmesterdrømme.
Nu fortæller en tidligere kollega fra Venstres opstillingsliste om tidligere episoder, hvor erhvervsmanden har gjort sig upopulær blandt kollegerne.
Tirsdag sidste uge skulle Killerup blandt andet have afsløret partiets forhandlingsstrategi til et byrådsmedlem fra et konkurrerende parti. Det fortæller Nicolai Busch Bæhrenz, der stiller op som nummer tre på Venstres liste til kommunalvalget i Odense til TV 2 Fyn.
»Jeg har set gentagne gange, at det har taget overhånd, og han har været decideret illoyal. Ikke bare for vores spids Christoffer (borgmesterkandidat Christoffer Lilleholt, red.), men også for os som hold,« siger Nicolai Busch Bæhrenz.
Erhvervsmanden skulle også have tilbudt den unge Nicolai Busch Bæhrenz at betale for annoncer og andet valgmateriale. Med tilføjelsen, at der også på et tidspunkt skulle vælges side.
Johnny Killerup afviser overfor TV 2 Fyn, at han er illoyal mod Venstre og tilføjer, at det er en del af gamet, at Bæhrenz nu er blevet sendt i byen af den etablerede kerne.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Nicolai Busch Bæhrenz, der fortæller, at han ikke har yderligere at tilføje, men siger, at han står ved sine udtalelser.


