Kristian Thulesen Dahl har holdt meget lav profil, siden han for fire år siden gik af som formand for Dansk Folkeparti.

Nu taler han ud om sit gamle parti – og dets nye kurs.

En kurs, der er så anderledes fra den, Dansk Folkeparti havde under Kristian Thulesen Dahls lederskab, at han ikke længere kan genkende partiet, siger eksformanden til Jyllands-Posten.

»Der er punkter, hvor man har sluppet håndbremsen. Helt klart. Man flirter med kræfter i Europa og Trump i USA, som er anderledes end det, vi i sin tid valgte. Vi havde klare skotter for, hvem vi ville samarbejde med, og de er blevet fjernet nu,« siger Kristian Thulesen Dahl, der i dag er adm. direktør i Port of Aalborg,  i interviewet.

Medstifteren af Dansk Folkeparti i 1995 vil ikke forholde sig til, om den nye partilinje, afløseren på formandsposten Morten Messerschmidt har stået bag, er klog eller ej.

Men han mener helt klart, der er tale om en anden retning, og at partiet i dag placerer sig længere ude på den europæiske højrefløj.

Overfor Jyllands-Posten kalder Dansk Folkepartis politiske ordfører, Peter Kofod, Kristian Thulesen Dahls kommentarer for »gammel vin på nye flasker i form af kritik fra en misfornøjet eksformand, hvis strategi fejlede eklatant.«

Dansk Folkeparti var faretruende tæt på spærregrænsen ved folketingsvalget i 2022, hvor partiet kun fik 2,6 procent af stemmerne i det første valg med Messerschmidt som formand.

Ved det seneste valg bragede Dansk Folkeparti frem med hele 9,1 procent af stemmerne, og flere meningsmålinger har siden vist en tilslutning på over ti procent.

Kristian Thulesen Dahl var formand for Dansk Folkeparti fra 2012 til 2022.

I 2015 havde han sin stjernestund, da Dansk Folkeparti med 21,1 procent af stemmerne fik sit bedste folketingsvalg nogensinde.

Fire år senere indkasserede han og partiet derimod en vælgerlussing med over en halvering af stemmetallet.

Du kan lytte til B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp, på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

En spicy spørgetime, et PINLIGT pressemøde og en ny næstformand i Socialdemokratiet. Der er nok at tale om i dette sidste afsnit af B.T. Valgkamp, inden vi går på sommerferie. Vi er tilbage torsdag den 6. august. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.