'Blålys', 'hyklerisk' 'kopivare', 'fråds med pengene' og 'kommer med opspind'.

Nye Borgerliges leder Pernille Vermund og Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt har denne sommer ligget i åben krig.

Forholdet mellem de to har været koldt som julimåneds vejr, og de hårde ord er ganske enkelt fløjet afsted i samme tempo som blæsten ved især Vesterhavet.

Men her i august skinner solen endelig igen, og temperaturerne er steget markant.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, har i skarpe vendinger kritiseret Dansk Folkeparti. »Dansk Folkeparti er simpelthen ikke et borgerligt parti. DF er et rødt system-parti, der har mistet respekten for, at det er almindelige mennesker, der skal tjene de penge, de som politikere bruger,« sagde hun fornylig til B.T.
Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, har i skarpe vendinger kritiseret Dansk Folkeparti. »Dansk Folkeparti er simpelthen ikke et borgerligt parti. DF er et rødt system-parti, der har mistet respekten for, at det er almindelige mennesker, der skal tjene de penge, de som politikere bruger,« sagde hun fornylig til B.T. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Ikke bare i hele Danmark til glæde for de få danskere, der først nu holder sommerferie.

Det ser sørme også ud til, at forholdet mellem Messerschmidt og Vermund ser lysere og varmere ud.

Morten Messerschmidt har nemlig inviteret Pernille Vermund til frokost på Bakken, hvor hans kæreste Dot Wessman som bekendt arbejder som Bakkesangerinde.

'Hvis vi skal samle borgerlig blok, må vi først samle højrefløjen. Jeg har derfor inviteret Pernille Vermund til frokost på Dyrehavsbakken til en snak om, hvordan vores to partier måske kan samarbejde,' skriver Messerschmidt onsdag eftermiddag på Facebook.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har langet ud efter Nye Borgerliges politik. »Deres social- og økonomipolitik minder meget om USA, hvor man selv skal klare sig, og velfærdsstaten bankes tilbage til stenalderen,« sagde han fornylig til B.T.
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har langet ud efter Nye Borgerliges politik. »Deres social- og økonomipolitik minder meget om USA, hvor man selv skal klare sig, og velfærdsstaten bankes tilbage til stenalderen,« sagde han fornylig til B.T. Foto: Philip Davali
Vis mere

B.T. har præsenteret invitationen for Pernille Vermund.

Og hun har videresendt sit svar på Facebook til Messerschmidt.

'Tak for invitationen. Jeg spiser gerne en frokost sammen den dag, så kan jeg tage det mere formelle omkring EU-samarbejdet til et møde med Kristian (formanden for DF, Kristian Thulesen Dahl red.) på Christiansborg,' lyder reaktionen fra Vermund.

Så der er altså allerede aftalt en frokost på Bakken mellem de to ellers så stridende politikere.