De voldsomme anklager mod Naser Khader (K) om overgreb og krænkelser, som fem kvinder beskriver over for Danmarks Radio, kan få alvorlige konsekvenser for Naser Khaders politiske fremtid.

Det slår Søren Pape Poulsen fast i en skriftlig kommentar.

»Vi ser med stor alvor på sagen, vi vil til bunds i den, og den vil få de nødvendige konsekvenser,« siger den konservative formand.

Søren Pape vidste ifølge ham selv intet om de ulmende anklager om overgreb og krænkelser mod Naser Khader

Han fastholder, at han aldrig har hørt fra de kvinder, der nu står frem.

»De kvinder, som er stået frem hos DR, har ikke før udtalt sig eller kontaktet os, og sagerne er derfor nye for mig,« udtaler Pape.

Sagerne strækker sig over 20 år. Men fælles for de fem kvinders beskrivelser er, at Naser Khader har været så grænseoverskridende og fysisk over for dem, at de karakteriserer det som overgreb eller forsøg på overgreb.

I ét tilfælde har han angiveligt onaneret ud over en af kvinderne. I et andet tilfælde har han proppet sit lem i en kvindes mund. Og i et tredje tilfælde tvang han en kvinde ned på hans seng, men hun formåede at vriste sig fri.

(ARKIV) Naser Khader (KF) under møde i salen med ministrenes spørgetid i Folketinget på Christiansborg, onsdag den 3. marts 2021. Konservativ profil sygemelder sig, efter beskyldninger om at han skulle have intimideret kritikere. Det skriver Ritzau, mandag den 12. april 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Naser Khader (KF) under møde i salen med ministrenes spørgetid i Folketinget på Christiansborg, onsdag den 3. marts 2021. Konservativ profil sygemelder sig, efter beskyldninger om at han skulle have intimideret kritikere. Det skriver Ritzau, mandag den 12. april 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Naser Khader aviser dog samtlige anklager over for DR.

»Hvis man tager episoderne én for én, er det, der bliver beskrevet, løgn. Jeg ved ikke, hvorfor de kommer ud med det nu. Jeg er overrasket, siger han til DR og understreger, at han aldrig har optrådt voldeligt eller truende over for kvinder eller misbrugt et magtforhold,« siger han.

Søren Pape opfordrer kvinderne til at kontakte politiet, hvis de mener, der er foregået noget strafbart.

I sidste uge kom De Konservative med en sexismeundersøgelse, hvor det fremgik, at 75 medlemmer af partiet har oplevet uønskede seksuelle berøringer, mens der har været tre meget alvorlige sager i partiet det seneste år.

Søren Pape Poulsen (C) ankommer til genåbningsforhandlinger i Justitsministeriet mandag den 3. maj 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Søren Pape Poulsen (C) ankommer til genåbningsforhandlinger i Justitsministeriet mandag den 3. maj 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Det er tre sager er opdaget gennem De Konservatives whistleblowerordning, som administreres af uafhængige advokater.

De tre sager har umiddelbart ikke noget med Naser Khader at gøre.

Det er nu advokaterne, der ifølge Søren Pape skal til bunds i, om hvad er egentlig er foregået mellem kvinderne og Naser Khader.

»Vi vil nu sørge for en grundig behandling af sagen af uafhængige advokater, fordi det er en forudsætning for, at vi kan komme til bunds i sagen, høre den fra alle sider og derefter drage vores konklusion,« siger han.

Naser Khader er lige nu sygemeldt fra Folketinget, efter Berlingske i maj beskrev, hvordan han angiveligt har forsøgt at lukke munden på sine kritikere ved at kontakte deres arbejdsgivere.

Søren Pape slår dog fast, at han ikke kommer tilbage på Christiansborg, mens undersøgelsen pågår.

Nogle af episoderne, som kvinderne beskriver, foregik, da Naser Khader var medlem af Det Radikale Venstre eller formand for Ny Alliance. Altså før Khader blev medlem hos De Konservative i 2009.

Den nyeste sag er fra 2019.