Mandag holdt Mette Frederiksen og de øvrige topforhandlere fra Socialdemokratiet, De Radikale, Enhedslisten og SF officielt pause i regeringsforhandlingerne.

Selv om Mette Frederiksen, Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper med glade smil signalerer, at forhandlingerne skrider fremad, er deres positioner grundlæggende uforandrede.

Sådan lyder analysen fra Henrik Kjerrumgaard, tidligere rådgiver for Margrethe Vestager under regeringsforhandlingerne i 2011 og i dag chefrådgiver i kommunikationsbureauet White Cloud.

Udlændinge og økonomi er nu som under valgkampen fortsat de to politikområder, der skiller parterne mest, siger han:

»Partierne er formentlig der, hvor de hele tiden har været i forhold til udlændinge og økonomi. Mette Frederiksen står fast på, at udlændingepolitikken ligger fast, og på at hun vil have sin tidligere pension til nedslidte – og så en ren S-regering.«

I forhandlingslokalet på Christiansborg bliver Mette Frederiksen imidlertid mødt med gentagne krav fra Enhedslisten og SF om at hæve eller sløjfe integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet, mens De Radikale til socialdemokraternes frustration presser på for at åbne Danmark for mere udenlandsk arbejdskraft og øge udbuddet af arbejdskraft med økonomiske reformer.

»Det kan godt være, at Mette Frederiksen kan nå til enighed med de tre mulige støttepartier i at forbedre forholdene for børnene på Sjælsmark, finde et alternativ til Lindholm, og at Danmark igen skal tage kvoteflygtninge.«

»Men det bliver meget vanskeligt at få enderne til at mødes, når Mette Frederiksen bliver mødt med krav om at afskaffe integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Det ser megasvært ud, men politikere er gode til at finde løsninger, når de er så tæt på at kunne gribe magten,« siger Henrik Kjerrumgaard.

Socialdemokratiet har imidlertid længe peget på, at de ømtålelige spørgsmål om integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet skal behandles af en kommissionen.

Det kan være en måde at lande regeringsforhandlingerne på uden at være blevet konkret, påpeger Henrik Kjerrumgaard.

»En kommission er et kodeord for, at det er et slagsmål, vi tager senere. Det er et klassisk trick at nedsætte en kommission, når man ikke kan blive enige. Så vinder man noget tid og kan skyde noget af ansvaret for en svær beslutning over på en kommissions anbefalinger.«

Selv om Mette Frederiksen står over for en endog meget stor pædagogisk øvelse i at få Enhedslisten og De Radikale til at bøje sig mod hinanden på den økonomiske politik, vil det lykkes i sidste ende, vurderer Henrik Kjerrumgaard.

Morten Østergaard forlader regeringsforhandlinger på Christiansborg.
Morten Østergaard forlader regeringsforhandlinger på Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Partierne skal jo også kigge deres vælgere i øjnene. Partierne i rød blok har fået det bedste valg i 58 år. De er pinligt bevidste om, at de ikke bare kan gå ned i folketingssalen og vælte en socialdemokratisk regering. De skal finde en løsning på økonomi og udlændinge.«

»Lige nu er der billedligt talt fire fly, der ønsker at lande på hver sin landingsbane. Nu skal de blive enige om at lande på den samme bane, og det skal nok lykkes,« siger han.

Mette Frederiksen præsenterer ifølge Henrik Kjerrrumgaards bedste vurdering en ren S-regering for Dronningen inden 1. juli:

»Jeg kan tage fejl, men jeg vover et øje.«