Analyse: Har statsminister Mette Frederiksen allerede givet køb på sin stramme udlændingepolitik?

Fra dag ét for denne regering ligger der i hvert fald an til et politisk slagsmål af dimensioner på det spørgsmål.

Mette Frederiksen skal nemlig for alt i verden vise, at det ikke er på bekostning af udlændingepolitikken, at hun er nødsaget til at samarbejde med Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale om en ny regering.

Hvis det mislykkes, risikerer hun at tabe vælgere til Dansk Folkeparti, der allerede nu står i kulissen og gnider hænder. Det er sket før i historien, og det er politisk dødsensfarligt for det gamle arbejderparti.

Og Socialdemokratiet er kommet utroligt dårligt fra start.

For selvom partisoldaterne nu er ude og understrege, at der »ikke findes en eneste lempelse af udlændingepolitikken i regeringsgrundlaget,« så er der masser af andet at bide mærke i. For eksempel:

1. LGBT over udlændingepolitik?

Selvom Mette Frederiksen benægter det, så er »LGBT+« nævnt flere gange end »udlændinge« i hendes nye regeringsgrundlag. Det viser en optælling foretaget af B.T. Man skal selvsagt være varsom med at drage bastante konklusioner af den slags, men til sammenligning blev udlændinge- og indvandringspolitik nævnt meget mere i det forgangne regeringsgrundlag.

Det er vand på kritikernes mølle - og gift for Socialdemokratiet.

2. Vragede værdikrigere.

Hverken Rasmus Stoklund, Kaare Dybvad, Mattias Tesfaye - eller for den sags skyld Frederik Vad - er på ministerholdet. Det er alle sammen lige netop de profiler, der har været med til at skubbe Socialdemokratiet i en mere værdikonservativ retning de seneste år.

3. »Kedelig« udlændingeminister.

I stedet er det Morten Bødskov, der skal overtage tjansen som udlændinge- og integrationsminister. En mand, der har deltaget i et »klart kønsopdelt« vælgermøde med koranrecitation og bøn, og ifølge Berlingskes Amalie Lyhne er valgt, fordi han »er så kedelig, at han udadtil kan dysse regeringens heftige interne uenigheder ned. Hans opgave er at opretholde status quo og give indtryk af, at alt er ved det gamle.«

4. Spidsfindige formuleringer og udeladelser.

Hvis vi fortsætter med at sammenligne dette regeringsgrundlag med det sidste, så er det iøjnefaldende, at der nu ikke længere står, at der skal »udvises flest muligt kriminelle udlændinge,« men i stedet blot, at der skal udvises »flere kriminelle udlændinge.« 

I samme boldgade er ordet - og dermed præciseringen af selve udfordringen - »ikke-vestlige« forsvundet fra afsnittet om, at flere indvandrere skal i arbejde.

Derudover lader realiseringen af et modtagecenter i et tredjeland stadig vente på sig.

I SVM-regeringsgrundlaget stod der, at:

»Det er regeringens mål, at et modtagecenter uden for Europa etableres af EU eller i samarbejde med en række andre lande, og at det etableres et sikkert sted, der lever op til Danmarks internationale forpligtelser.«

Nu står der:

»Regeringen vil sammen med andre EU-medlemslande fortsat arbejde for at styrke rammerne for tilbagesendelser og se på konkrete muligheder for udrejse- og modtagecentre i tredjelande med respekt for EU-retten og internationale konventioner.«

Den nye regering er altså gået fra at have en »målsætning« til at ville »se på« muligheder.

Måske er det flueknepperi. Det vil man sikkert mene i Socialdemokratiet. Men så lad os da lige tage en til, nu hvor vi er i gang:

Tidligere pressechef i både De Konservative og Liberal Alliance, Lars Kaaber, har påpeget, at der i det nye regeringsgrundlag ikke længere står, at »Danmark er et kristent land, og den danske evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke.«

Dér ligger vist et oplagt spørgsmål gemt til den nyslåede kirkeminister - og teolog - Ida Auken. 

Ingen af disse ændringer er i sig selv revolutionerende. Men tilsammen giver de oppositionen præcis den fortælling, den har ledt efter.