Lokalpolitikerne må gribe stigen og bestige træer, hegn og lygtepæle ved middagstid og sætte valgplakater op.

København. Kampen om den bedste placering og vælgernes opmærksomhed er begyndt, for fra lørdag klokken 12.00 må lokalpolitikere landet over hænge valgplakater op på gader og stræder.

Om hjørnet venter kommunal- og regionsrådsvalget. Og politikerne gør, hvad de kan for at skabe iøjnefaldende plakater, der skal få borgerne til at sætte kryds ved netop deres navn 21. november.

Med en rund plakat jagter Kresten Bjerre vælgere i Odder Kommune. Han er spidskandidat for De Radikale og mener ikke, at alting behøver være så firkantet.

- Den skal signalere, at jeg ser 360 grader rundt og åbner op for at tænke på en anden måde. Det er for at vise, at vi tænker nyt og kreativt, siger spidskandidaten.

Byer og veje har dog båret præg af valgkampen, allerede før det blev tilladt at hænge valgplakater op.

På halmballer, biler og bygninger har engagerede kandidater forsøgt at vinde vælgernes gunst, fortæller Bjarne Jess Vennike, der er jurist hos Vejdirektoratet.

- Kreativiteten er blevet en del større op til denne valgkamp. Man har i højere grad fokus på andre måder at komme frem med sin valgplakat på, siger han.

Politikerne tænker i nye baner for valgplakater. De bryder ikke reglerne for placeringen af plakater på vejen, men de går udenom dem, lyder meldingen fra juristen, der håndterer sager om valgplakater.

- De placerer plakaterne på privatarealer, på betalte reklamesøjler eller på stilladser, samt på trailere, lyder meldingen.

Det gælder om at være først med stigen, når politikerne skal kravle op i træer, hegn og lygtepæle landet over. For på gaden gælder først til mølle-princippet. Og alle kneb gælder.

SF's kandidater har tyvstartet og gjort et forsøg på at reservere de bedste lygtepæle i Vejle Kommune.

A4-papirer med teksten "Reserveret SF" var allerede klistret op fredag. Det skriver partiets kulturordfører, Jacob Mark, på Twitter fredag.

/ritzau/