Kan Venstre og Liberal Alliance potentielt slå pjalterne sammen i fremtiden?

Svaret er nej!

Det slår Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, fast i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.

Snakken om, hvorvidt de to partier kan slå sig sammen, kommer efter, at Venstre-koryfæet Bertel Haarder i et forord til Alex Vanopslaghs nye bog, Den usynlige ånd, har spurgt formanden for Liberal Alliance, hvorfor Venstre og Liberal Alliance ikke fusionerer.

Noget, som Alex Vanopslagh nu afviser blankt.

»Der er to store hindringer i vejen (for at partierne kan slå sig sammen, red.). Det ene er, at partiernes DNA og kultur er vidt forskellige [...]. Den anden grund er noget så ucharmerende som egoer,« forklarer han.

Alex Vanopslagh slår samtidig fast, at Venstre er et »magtparti«, der prioriterer at have politisk magt – og derfor »er villige til at gå på kompromis med deres egne værdier og principper.«

Han peger ligeledes på, at de to partilederes egoer vil komme i vejen, hvis de to partier blev slået sammen.

»Jeg har på ingen måde fantasi til at forestille mig, at Troels Lund Poulsen ville have, at jeg skulle være leder af det fusionerede parti,« siger han og fortsætter:

»Og hvis jeg mente, at Troels Lund Poulsen skulle være min leder, så havde jeg da bare meldt mig ind i Venstre.«

»Du lukker døren helt og aldeles for den tanke (at fusionere partierne, red.)?« spørger Joachim B. Olsen.

»I teorien kan jeg da godt se, at det er en sjov øvelse. Hvis Venstre gerne vil ind under Liberal Alliance, så kan vi godt fusionere. Men det kommer jo ikke til at ske,« slår Alex Vanopslagh fast.

Eksperterne er enige
Historien blev også vendt i den politiske podcast, B.T. Valgkamp. Her afviste både Joachim B. Olsen og Henrik Qvortrup også, at det var muligt for Liberal Alliance og Venstre at slå sig sammen.

»Det er der mange grunde til. Partier er lidt ligesom fodboldhold. Der er nogen, der stemmer på partierne, fordi det har man altid gjort,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Der er også noget fodboldmentalitet i det på den måde. Altså den der klubånd. Og ligesom i fodbold 'merger' man ikke rigtig hold med hinanden.«

»Der er simpelthen nogle for store forskelle på de to partier til, at man kan 'merge' dem,« slår Joachim B. Olsen fast.

Han peger samtidig på, at hvis partierne blev slået sammen, så ville flere formentlig mene, at Alex Vanopslagh skulle sidde i spidsen for det nye parti – frem for Venstres formand, Troels Lund Poulsen.

Samtidig peger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, på, at det er »meget giftigt«, at Alex Vanopslagh har valgt at tage Bertel Haarders skriv med i bogens forord.

»Det er et giftigt signal til Venstre, som har en officiel statsministerkandidat, men som ikke på nogen måde har nogen naturlig førerposition i blå blok,« siger han og fortsætter:

»Det største parti i blå blok for øjeblikket er som bekendt Dansk Folkeparti. Der er målinger, hvor Liberal Alliance er større end Venstre. Venstre har bestemt ikke nogen opadgående kurve lige nu, måske snarere nedadgående.«

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Alex Vanopslagh (LA) er aktuel med en spritny bog, Den usynlige ånd. Den er ikke kun et opgør med den socialdemokratiske fortælling om, at de har æren for alt, hvad der er godt i Danmark. Den er også et selvopgør med dét, som Vanopslagh kalder pinocchio-liberalismen i egne rækker. I dag dykker vi ned i bogens mest opsigtsvækkende budskaber – og så vender vi også nyere tids måske mest omtalte forord, hvor Venstre-koryfæet Bertel Haarder mere eller mindre opfordrer til en fusion mellem LA og V. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.