Selv hvis udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ringer op til udenrigsministeren i De Forenede Arabiske Emirater, er det ikke nødvendigvis nok til at få Elvira Pitzner hjem til Danmark.

Sådan lyder vurderingen fra formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Venstre-politikeren og folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen.

Torsdag morgen skal nævnet drøfte sagen om diamantdatteren og realitystjernen Elvira Pitzner på et fortroligt møde.

Men selvom et opkald fra udenrigsministeren ikke er tilstrækkeligt, har formanden for nævnet nogle andre bud. 

Dog vil han - af frygt for at forpurre de igangværende forhandlinger - ikke fortælle, hvilke konkrete diplomatiske skridt der kan tages. 

»Det kan jeg desværre ikke fortælle, da offentliggørelse af de træk kan stoppe deres effekt,« siger han. 

Det er ikke hver gang, en dansker bliver fængslet i udlandet, at Det Udenrigspolitiske Nævn inddrages i sagen. 

Michael Aastrup Jensen vurderer, at man i hans tid som nævnsmedlem cirka en gang hver tredje måned har behandlet borgersager i nævnet. 

»Selvom der er stor presseopmærksomhed på den her sag, så er det ikke første gang, at vi har personsager oppe i nævnet. Særligt når de ser enten svære eller urimelige ud. Den her sag, synes jeg, falder i den sidste kategori,« siger han. 

Michael Aastrup Jensen tror, at diplomatiet står en chance overfor Elvira Pitzners sag i Dubai. 

»Lad os være helt ærlige: Landet (De Forenede Arabiske Emirater, red.) markedsfører sig selv - og vil gerne fremstå - som et vestligt inspireret land i Mellemøsten. Derfor tror jeg også, at de synes, at den her sag er rigtig træls,« siger han. 

»Vi har også et godt forhold til landet generelt,« tilføjer han.

Får Elvira Pitzner politisk særbehandling, fordi hun er et kendt ansigt? 

»Nej, sådan skal det selvfølgelig ikke være. Medlemmerne af nævnet har selv ret til at sætte sager på dagsordenen, og de skal ikke begrunde, hvorfor en sag skal tages op,« siger Michael Aastrup Jensen. 

Men er det så ikke -  alt andet lige - nemmere at få Udenrigspolitisk Nævn til at tage en sag op, hvis man er kendt? 

»Nej, jeg vil nærmere sige, at pressen opdager, når vi tager en sag op, hvor der er tale om en kendt person.«

Det Udenrigspolitiske Nævn hører under Folketinget. 

Ifølge grundloven har regeringen pligt til at rådføre sig med nævnet om sager af større udenrigspolitisk rækkevidde. Også derfor er nævnets medlemmer underlagt tavshedspligt.  

I starten af december blev Elvira Pitzner fængslet i Dubai efter en anmeldelse om utroskab. 

Siden da er hun blevet løsladt, men hendes pas er blevet indraget, og hun kan ikke forlade landet, før sagen har kørt sin gang. 

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.