Odenses borgmester var i efteråret landets bedst betalte borgmester, og det har foreløbig ikke ændret sig nævneværdigt.

Faktisk er han stadig bedre betalt end landets statsminister, Mette Frederiksen (S).

Borgmesterens samlede løncheck lyder – i hvert fald ifølge oplysninger på kommunens hjemmeside – fortsat på 1.853.128,93 kroner årligt, hvoraf de 641.698 kroner kommer fra ni af borgmesterens i alt 32 forskellige bestyrelses- og udvalgsposter.

Blandt andet får borgmesteren fortsat 200.000 kroner årligt for sin post som næstformand i Odense Havn.

Peter Rahbæk Juel (S) gav ellers kort før kommunalvalget udtryk for, at han ville skære ned på antallet af bestyrelsesposter.

»Samlet set i 2021 har jeg haft for meget på brættet. Det gør også, at jeg fremadrettet vil se, om jeg kan få lidt mindre. Jeg vil også gerne kunne se min familie en gang imellem og mine venner,« sagde Peter Rahbæk Juel til tv2.dk tilbage i oktober, da han fik titlen, som landets bedst betalte borgmester.

Borgmesterforvaltningen oplyser sent onsdag eftermiddag, at Peter Rahbæk Juel (S) for nylig har meddelt University College Lillebælt, at han ønsker at fratræde sin bestyrelsespost i UCL med udgangen af april – en post, som ellers indbringer ham 50.000 kroner om året.

Peter Rahbæk Juel (S) bestrider desuden fire betalte poster, som fordeles i regi af Kommunernes Landsforening, hvilket i skrivende stund indbringer ham 252.565 kroner årligt.

Om han kommer til at fortsætte på disse poster fremadrettet står først klart efter KLs landsmøde, som finder sted i midten af marts.

Men indtil videre er borgmesteren altså fortsat bedre betalt end landets statsminister, der ifølge tal fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen tjener 1,6 millioner kroner årligt.

Onsdag aften skal politikerne i Odense byråd så diskutere lige netop borgmesterens – og andre byrådspolitikeres – biindtægter.

Enhedslistens Reza Javid har nemlig stillet spørgsmålstegn ved rimeligheden i hans byrådskollegers mulighed for at putte pengene fra bestyrelsesposter i egen lomme.

»Det er egentlig ret enkelt. Vi mener, at det er urimeligt at få dobbeltløn for noget, man allerede bliver aflønnet for,« forklarede Enhedslistens politiske ordfører, Reza Javid, til B.T. mandag.

Partiet foreslår, at politikernes bestyrelseshonorarer i stedet lander i en fælles pulje, som skal gå til udsatte borgere.

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har onsdag afvist at stille op til interview med B.T. om hans bestyrelsesposter- og honorarer.

B.T. er til stede ved aftenens byrådsmøde og følger debatten om politikernes biindtægter.