Gårsdagens store taber ved Venstres gruppemøde, Inger Støjberg, taler nu ud om sit nederlag på Facebook.

Her fortæller hun, at hun stillede op til at blive en del af ledelsen, men at der ikke var tilslutning.

I stedet blev partifællen Sophie Løhde valgt ind som folketingsgruppens næstformand.

'Jeg stillede op for at blive en del af ledelsen, fordi jeg mener, at det er vigtigt at sikre en balance - ikke mindst i udlændinge- og værdipolitikken,' skriver Inger Støjberg i et Facebook-opslag og fortsætter:

'Derudover vil jeg gerne arbejde for et stærkt borgerligt samarbejde, som alle kan se er udfordret. Det var der ikke tilslutning til, men jeg kæmper videre for alt det, jeg står for.'

Opslaget kommer efter mandagens gruppemøde hos Venstre, hvor Inger Støjberg blev forbigået i forhold til en plads i partiets gruppeledelse.

Hun har i mange år været nævnt som den mest oplagte konkurrent til Kristian Jensen om formandsskabet i Venstre, og i november 2018 kaldte politisk kommentator Jarl Cordua det en »magtdemonstration«, da hun til Venstres landsmøde ikke ville afvise at blive partiets nye formand.

Men da døren til Venstres gruppeværelse mandag eftermiddag gik op, strøg Inger Støjberg ikke over til de fremmødte journalister, der ventede på at tage imod den nye Venstre-ledelse.

I stedet kunne Lars Løkke Rasmussen kort tid efter præsentere Kristian Jensen som ny gruppeformand, Jakob Ellemann-Jensen som ny politisk ordfører og Sophie Løhde som ny næstformand i folketingsgruppen.

Inger Støjberg benytter også muligheden for at sende en tak til alle dem, der har sendt 'søde og opbakkende beskeder' siden gruppemødet.

'Tusind TAK for de helt ufattelig mange søde og opbakkende beskeder og henvendelser, jeg har modtaget gennem det sidste døgn. Det er overvældende!'.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg.