Kristian Thulesen Dahl overvejer sin situation i Dansk Folkeparti efter weekendens afsked med adskillige kolleger.

Samtidig sender han på Facebook en stikpille til Pia Kjærsgaard.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

Kristian Thulesen Dahl konstaterer, at »fire gode kolleger i folketingsgruppen« har sagt farvel til Dansk Folkeparti, og det kalder han »trist«.

»Det smerter mig, at de ikke kan se sig i partiet længere,« lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.

Dernæst går Kristian Thulesen Dahl i rette med Pia Kjærsgaard, som blandt andet har kaldt Thulesen Dahl selv for en tøsedreng.

»Selvom de har valgt andre græsgange nu, kan man godt omtale hinanden med respekt og anerkende alt det gode, vi har haft sammen. Det samme gælder for min medstifter af DF – Pia Kjærsgaard,« skriver han.

»For øger det danskernes respekt for DF, at vi kalder hinanden for øgenavne? Som var det tilbage i skolegården… Øger det respekten for DF, at vi selv leder danskernes tanker hen på det ballademøde, der var i Fremskridtspartiet i 1995 og som DF opstod på ruinerne af?«

I stedet mener Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti bør huske alle de gode stunder – som han mener, der har været mange af.

Den seneste tids uro har også givet anledning til spekulationer omkring Kristian Thulesen Dahls fremtid.

Den tidligere DF-formand er således igennem en længere periode blevet sat i forbindelse med et projekt i partnerskab med Inger Støjberg.

Og netop den tidligere Venstre-profil søsatte i sidste uge sit nye projekt, Danmarksdemokraterne.

»Jeg overvejer selvfølgelig min situation lige nu. Mange af mine gode venner har forladt partiet. Men jeg har stadig rigtig mange gode venner tilbage i partiet,« skriver Kristian Thulesen Dahl.

»Samtidig har jeg været med til at stifte partiet og været formand i næsten 10 år. Så de, der bare lige mener, at jeg skal tage mit tøj og forsvinde, evner ikke at forstå de følelser, der også er på spil efter så mange år,« siger han.