64-årige Asger Hansen er forfærdet.

Den dansk-amerikanske vælger ser med tristhed tilbage på midtvejsvalget i USA, der blev en kolossal sejr for Demokraterne.

Asger Hansen støtter nemlig selv Donald Trump og republikanerne.

»Det er dybt bekymrende for mig og andre på min alder at se USA bevæge sig mod socialisme. Har vi intet lært af andre som for eksempel Venezuela, der for få år siden var et rigt land, men endte som endnu et fejlslaget socialistisk styre med høj korruption og elendige forhold for landets borgere,« skriver Asger Hansen til B.T. 

Hos demokraterne findes der ganske vist kandidater, som kalder sig demokratiske socialister, men det er ikke en officiel linje for partiet. For mange republikanere – herunder Asger Hansen – er truslen om en socialistisk glidebane dog yderst reel.

Hansen har boet i USA siden 1982 og fik amerikansk statsborgerskab i 2018.

Demokraterne sikrede sig et flertal i begge kamre i Kongressen. Et historisk valgnederlag til republikanerne - og Trump. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix

Han har tidligere arbejdet med solenergi, men i dag nyder han en pensionisttilværelse i sydstaten Louisiana med sin kone, sit ni måneder gamle barnebarn - og ikke mindst golf fire gange om ugen. 

Han lever af sin personlige opsparing, og hans tilgang til finansieringen af pensionisttilværelsen, afslører på sin vis hans syn på politik.

»Man må måske skrue lidt ned for forbruget af cigaretter og $9 kop kaffe fra Starbucks og så videre. Det er uansvarligt ikke at tænke på egen fremtid og bare håbe at andre, eller samfundet, betaler.«

Trods tilfredsheden med hverdagen i Syden med golf og familie nager det politiske resultat dog stadig den 64-årige dansk-amerikaner:

»Ja det var noget skidt med det valg, men nu må republikanerne tage sig sammen og finde en kandidat som kan samle USA's vælgere og få landets politik væk fra den woke venstrefløj og forsøge igen i 2028,« lyder det.

Asger Hansen har selv fidus til USAs udenrigsminister Marco Rubio, som en mulig arvtager, fordi han »er mindre berørt af Trump, som alle vist er trætte af.«

Ifølge stort set alle målinger har det været økonomien, som amerikanske vælgere har været mest optaget af ved valget.

Ifølge Asger Hansen har det været nemt for demokraterne at kritisere Trump fra sidelinjen - specielt når det kommer til inflation og krigen i Iran.

Efter valget er der blevet spekuleret meget i, hvilken retning republikanerne bør gå efter Trump. Ifølge Asger Hansen vil partiet gøre klogt i at se mod en profil som Marco Rubio. Foto: Evan Vucci/Reuters/Ritzau Scanpix

»Alle var godt klar over, at en lang krig ville svække chancerne for et godt valg. Men krigen var åbenbart nødvendig for USA og verdens sikkerhed, og det er også værd at nævne, at præsidenter fra begge partier har gjort meget lidt ved truslen fra Iran, som har været der siden 1979.«

1979 var året for den iranske revolution, hvor monarkiet blev væltet, og landet blev omdannet til en islamisk republik.

Danmark er et af de lande i verden, hvor Donald Trump er mest upopulær. Og Asger Hansen er da også godt klar over, at han er i mindretal hos sine danske landsmænd. Selv peger han på, at grønlandskrisen formentlig heller ikke har hjulpet.

»Trump dummede sig også mange gange med sine udtalelser, som mange tog alvorligt. For eksempel om en overtagelse af Grønland med magt, hvilket ellers aldrig ville være en sandsynlighed,« mener Asger Hansen.

B.T. følger efterdønninger fra midtvejsvalget. Følg den seneste udvikling i livebloggen HER.