Mens Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen holder ferie, strømmer vælgerne tilbage til både Venstre og de Konservative.

Spændingen er for alvor tilbage i dansk politik. Efter flere måneder med massivt forspring i meningsmålingerne er de røde partiers flertal nu skrumpet gevaldigt.

Og der er igen næsten dødt løb mellem de to blokke, skriver berlinsgke.dk

Venstre går i en ny Gallup-måling tre procentpoint frem i forhold til sidste måned, så 25,3 procent i dag vil stemme på det store regeringsparti.

- Det glæder mig, for Venstre har været igennem en svær periode. Det var ikke just populært at lave den økonomiske genopretningsplan, men vi gjorde det, fordi det er det rigtige for Danmark. Vi bliver belønnet for at føre en ansvarlig økonomisk politik, og danskerne har jo kunnet se, at man også laver genopretnings­pakker i resten af Europa, siger politisk ordfører Peter Christensen (V).

Især Venstres fremgang gør, at blå blok tilsammen kan mønstre 48,8 procent mod S-SF-R og Enhedslistens 50,4 procent. De Konservatives fremgang på 0,9 til 8,2 procent skaber utvivlsomt også stor glæde hos Lene Espersen, der har erkendt, at hendes afbud til det arktiske møde er hovedårsag til de Konservatives vælgerflugt.

Skattesag kan have kostet



Regeringspartierne henter især stemmerne fra Socialdemokraterne, der går tilbage fra 29,0 til 26,9 procent.

Gruppeformand Carsten Hansen erkender, at det kan være Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skattesag, som B.T. afslørede, der har fået nogle vælgere til at droppe Socialdemokraterne.

/ritzau/