Nu kommer der skærpede straffe til vanvidsbilister.

Regeringen har med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale for at indføre hårdere straffe.

Aftalen kommer i kølvandet på sagen fra Peter Bangs Vej i Valby, hvor en vanvidsbilist i oktober kørte en femårig pige ihjel.

Som B.T. kunne afsløre, var vanvidsbilisten allerede tiltalt i en anden sag, hvor han for to år havde sendt en kvinde i koma i fem uger efter at have påkørt hende. Den sag var endnu ikke kommet for retten, og derfor kørte vanvidsbilisten stadig rundt på vejene.

Folk lægger blomster og mindes den femårige pige, der mistede livet efter at være blevet ramt af en mandlig flugtbilist. Gerningsstedet bliver besøgt på Peter Bangs Vej i Valby 29. oktober 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Folk lægger blomster og mindes den femårige pige, der mistede livet efter at være blevet ramt af en mandlig flugtbilist. Gerningsstedet bliver besøgt på Peter Bangs Vej i Valby 29. oktober 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi skærper straffen for vanvidsbilisme på en lang række områder, styrker politiets mulighed for at beslaglægge biler brugt til vanvidskørsel på stedet og giver samtidig leasingselskaberne bedre redskaber til at afskære vanvidsbilisters mulighed for at lease biler hos dem,« udtaler justitsminister Nick Hækkerup.

Partierne er blevet enige om en række tiltag mod vanvidsbilisme, der blandt andet omfatter en markant skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab begået i forbindelse med vanvidskørsel og skærpelse af straffen for flugtbilisme.

Aftalen giver ligeledes mulighed for, at biludlejere og leasingselskaber kan få indblik i, om en person tidligere er straffet for vanvidsbilisme.

Dansk Folkeparti fortæller, at de har presset regeringen til at gå i retning af hårdere straffe:

DF har presset regeringen i forhandlingerne, siger retsordfører Peter Skaarup.
DF har presset regeringen i forhandlingerne, siger retsordfører Peter Skaarup. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»I forhold til det, regeringen startede på, så har vi fundet et niveau der er tre gange så højt, og det er vi stolte af at have opnået. Vanvidsbilister er, som navnet indikerer, vanvittige, og de skal behandles derefter. Den her aftale er første skridt på vejen,« siger retsordfører Peter Skaarup.

Regeringen har indgået aftalen med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige Enhedslisten, Radikale Venstre og SF.

Justitsministeren og transportministeriet vil snarest muligt fremsætte to lovforslag, der gennemfører de nødvendige lovændringer.