Det første hold politikadetter kan langt om længe komme i arbejde efter langvarige forhandlinger.

København. En aftale mellem Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen om politikadetterne er på plads.

Det bekræfter Finansministeriet på sin hjemmeside.

Det første hold politikadetter på 53 mand skulle være begyndt 1. september, hvor de skulle aflaste politiet ved grænsen. Nu kan de begynde 1. oktober i stedet for.

Parterne har længe været uenige om en overenskomst. Staten ville have et nødberedskab skrevet ind i overenskomsten. Men Politiforbundet vil kun gå med til at skrive under på en hensigtserklæring.

Nu er der enighed om, hvordan man sikrer, at politikadetterne i tilfælde af en fremtidig konfliktsituation kan løse opgaver af væsentlig betydning for Danmarks sikkerhed, samtidig med at politikadetterne har strejkeret.

Innovationsminister Sophie Løhde (V), som har stået i spidsen for forhandlingerne, er glad for, at striden er overstået.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har en overenskomst for politikadetterne.

- Nu hvor aftalen er i hus, kan politikadetterne trække i arbejdstøjet og være med til at løse de vigtige opgaver, som de er uddannet til, siger hun til ministeriets hjemmeside.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft svært ved at blive enige om, hvordan en eventuel konfliktsituation skal håndteres.

- Men vi er nu enige om, at politikadetterne har ret til at strejke som andre overenskomstansatte, samtidig med at de i tilfælde af en arbejdskonflikt kan løse opgaver af væsentlig betydning for Danmarks sikkerhed, siger hun.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er meget tilfreds med, at der er indgået en aftale om politikadetternes arbejdsforhold.

- Vi har sagt under hele forløbet, at vi altid vil være samfundsansvarlige. Alt i alt er jeg tilfreds, og glad for, at det er landet. Det har været en lang sej kamp, siger Oxfeldt til Ritzau.

Det er en prioritet for regeringen at få aflastet det danske politi, der er hårdt presset på grund af bevogtningsopgaver, grænsekontrol og bandekrig.

Derfor er der blevet uddannet politikadetter. Samtidig skal Forsvaret også snart bidrage til aflastningen af politiet.

De 53 politikadetter, som begynder 1. oktober, skal blandt andet hjælpe med grænsebevogtning i Sønderjylland og i Rødby.

/ritzau/