Tirsdag trak Erik Høgh-Sørensen sig som kandidat i kampen om at blive Dansk Folkepartis næste partiformand – blot fem dage før valget i Herning på søndag.

Nu har han så besluttet sig for, hvem han i stedet vil pege på som ny formand.

»Jeg har her til morgen talt med både Martin Henriksen og Merete Dea Larsen. Og jeg har besluttet mig for at pege på Martin. Jeg har før set ham som et lidt for hårdt ansigt på DFs udlændingepolitik. Men jeg har også lært at kende ham som et varmt og dygtigt menneske, der har de rette kompetencer til at bringe partiet tilbage til toppen,« siger Erik Høgh-Sørensen til B.T.

Erik Høgh-Sørensen trak sig med egne ord på grund af personstridigheder og ondt blod mellem ham og  Morten Messerschmidt.

»Jeg har fået vished om, at Morten Messerschmidt i efteråret har forsøgt at få mig ekskluderet for en bagatel. Det er grotesk. Desuden har der været flere historier om, hvordan Messerschmidt taler til kvinder i partiet,« siger han.

Erik Høgh Sørensen henviser til en intern mail fra 1. oktober, som DR har kommet i besiddelse af. Her skrev Morten Messerschmidt, at Erik Høgh Sørensen 'har været del af en særdeles partiskadelig fraktion', og at der må 'statueres et eksempel'.

Derfor støtter Høgh-Sørensen nu Martin Henriksen for at »sikre at Messerschmidt ikke kommer til fadet«.

»Den måde Messerschmidt og hans støtter har ageret på sociale medier er under al kritik. Jeg mener ikke, at Messerschmidt har de lederkompetencer, der skal til,« siger det nordjyske DF-medlem.

Formandskandidat Erik Høgh-Sørensen taler med pressen før TV-debat om formandsposten i Dansk Folkeparti, i København søndag den 16. januar 2022.De fire kandidater til formandsposten i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen, mødes til den eneste debat før kampvalget om formandsposten afgøres på et årsmøde i Herning.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Formandskandidat Erik Høgh-Sørensen taler med pressen før TV-debat om formandsposten i Dansk Folkeparti, i København søndag den 16. januar 2022.De fire kandidater til formandsposten i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen, mødes til den eneste debat før kampvalget om formandsposten afgøres på et årsmøde i Herning.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Hvorfor har han ikke det?

»Han har internt talt ned til stærke kvinder i baglandet som Tanja Quade og Amina Sardar. Det synes jeg ikke vidner om gode lederevner.«

Han har fået over 400 stillere frem mod formandsvalget. Så mange i partiet er uenige med dig?

»Ja, og hvert enkelt medlem skal fuldstændig selv vurdere, hvem de stemmer på. Jeg ved godt, at Morten Messerschmidt nok er favorit. Men jeg synes, hans valgkamp begynder at tabe pusten.«

Erik Høgh-Sørensen er internt i DF kendt som en hardliner, der er kommet med meget hårde udtalelser om både retsvæsenet, islam og EU. Også hårde i DF-målestok.

Han har ofte stået tæt sammen med Martin Henriksen i forskellige opgør i Dansk Folkeparti.

Nogen vil mene, at det hele virker meget koordineret fra din side. Du stiller op til formandsvalget og får en masse taletid. Så trækker du dig kort før valget og anbefaler Martin Henriksen for at samle stemmerne der. Hvad siger du til det?

»Det er et helt legitimt spørgsmål. Men du må huske, at jeg meldte mit kandidatur, før Martin gjorde. Og det var han heller ikke tilfreds med. Og jeg må bare sige, at jeg trækker mig alene fordi, Morten Messerschmidt har forsøgt at ekskludere mig,« siger Erik Høgh-Sørensen.

Men så handler det vel også om at samle stemmerne hos Martin Henriksen?

»Jeg mener, at Martin Henriksen er den, der bedst kan udfordre Messerschmidt. Men hvis ikke, jeg havde fået vished om, at Messerschmidt forsøgte at ekskludere mig i oktober, havde jeg ikke trukket mig.«

Søndag eftermiddag skal Dansk Folkepartis delegerede vælge en ny formand på det ekstraordinære årsmøde i Herning.