Internationale aviser håner Lars Løkke

Statsminister Lars Løkke Rasmussen hænger offentligt til tørre til hele verdens beskuelse efter at COP15 blev til FLOP15.

Han bærer en stor del af ansvaret for, at klimatopmødet var dårligt tilrettelagt og afviklet og fik et slapt resultat, skriver internationale medier. Han kendte ikke FNs afstemningsregler og var flere gange ved at forværre processen, skriver en række aviser.

- Det var ikke imponerende. Resultatet var en række rodede, begrænsede kompromiser, som næppe bringer os tættere på at løse de problemer, der skal løses, skriver verdens førende klimakommentator Thomas Friedmann i New York Times.

DEBAT: ER KLIMAFLOP LØKKES ANSVAR?

Lars Løkke og det danske formandsskab begik en fejl ved at glemme at bede forsamlingen godkende ledernes handlinger, hvilket gjorde dem teknisk set ulovlige, skriver den britiske avis Telegraph.

- Det gjorde tredjeverdens landene rasende. Helvede brød løs. Rasmussen virkede som om, han ville lade aftalen falde, hvilket skabte en ny trussel om sammenbrud. En følelsesladet tale fra den britiske miljøminister reddede dog dagen, og den danske statsminister blev fjernet fra formandsstolen, skriver avisen.

Financial Times skriver:

'Connie Hedegaard blev udskiftet med Lars Løkke Rasmussen på formandsstolen hen imod mødets slutning. Processen blev dermed forværret.'

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton ville ikke direkte hænge de danske værter ud, men sagde: "Det er uheldigt, at der har været problemer med processen."

Den schweiziske avis Tagesanzeiger kalder Lars Løkke "Klodsmajoren fra København". Bild kalder København for Floppenhagen, nyhedsbureauet AFP beskylder Lars Løkke for at tale sort, mens det tyske magasin Tagespiegel også fortæller vordan den britiske miljøminister Ed Miliband måtte smide en pinligt uforberedt Lars Løkke af talerstolen.

Den danske statsminister blev kl. 5.30 lørdag morgen erstattet med miljøministeren fra Bahamas, fordi britterne "til sidst ikke kunne holde det ud mere."

- Det var ren amatørisme. Der kommer til at gå mange år, før der bliver holdt et topmøde i DFanmark igen. FN vil gå helt uden om vores land efter den forestilling, siger lederen af klimaprogrammet John Nordbo fra WWF Verdensnaturfonden til B.T.