Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Jeppe Kofod, har nu valgt at flytte fra Bornholm, efter B.T. skriver, at Københavns Kommune undersøger, hvor politikerne reelt bor.

Den socialdemokratiske stemmesluger fra Bornholm, Jeppe Kofod, oplyser søndag aften til TV2 Bornholm, at han forlader øen til nytår.

Det sker samme dag, som , om Kofod reelt har adresse i København eller på Bornholm

Jeppe Kofod bor på ugens hverdage i en andelslejlighed på 132 kvadratmeter på Vesterbro sammen med sin kæreste og deres datter på otte måneder. Men mens både datter og kæreste er tilmeldt folkeregistret i København, er han selv tilmeldt folkeregisteret på en adresse i Allinge på Bornholm. Her bor han ifølge egne oplysninger i weekenderne.

Dermed har han ret til en årlig skattefri check fra Folketinget på op til 100.203 kr. for dobbelt husførelse - et skattefrit tillæg, der gives til medlemmer af Folketinget med familie uden for Sjælland, som er nødt til at have to boliger.

Men hvis S-politiker Jeppe Kofod reelt bor i København med kæreste og barn, har han ikke ret til det store tilskud, og Københavns Kommune vil nu henvende sig til Kofod for at få oplyst, hvorvidt han reelt bor på Bornholm eller i København.

- Vi skriver til den pågældende og beder om en forklaring, siger kontorchef Per Stevnsborg fra Københavns Kommunes folkeregister til B.T. Han understreger, at man skal have folkeregisteradresse, der hvor man sover om natten og har sit indbo.

- Og har man børn og familie eller overnatter de fleste nætter i København, så vil vi normalt sige, at man bor her, siger Per Stevnsborg.

Det er kun, hvis man har en folkeregisteradresse uden for Sjælland, at man kan få tilskuddet fra Folketinget. I de tilfælde får man 28.630 kr. skattefrit uden krav om dokumentation, mens Folketinget kræver, at man skal fremlægge bilag for husleje, varme, vand, el og gas for de sidste godt 70.000 kr.

Jeppe Kofod bekræfter, at han bruger ordningen - men vil ikke sige, hvor mange penge han får udbetalt.

- Jeg følger reglerne til punkt og prikke, skriver Jeppe Kofod i en mail til B.T. Han oplyser i øvrigt, at han overvejer at flytte sin adresse til København.

Kofod har nu efter B.T.s henvendelse udarbejdet en redegørelse om sagen til partiets gruppeformand, Mogens Jensen.