Ofre for voldtægt skal have indflydelse på deres egen skæbne. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil som en direkte konsekvens af B.T.s månedlange afsløringer i serien #Voldtaget nedsætte et panel, hvor netop ofre for voldtægt skal være i centrum. I panelet skal ofrene sammen med fagpersoner fra blandt andet politi og forsvarsadvokater se på, om ofrene for voldtægter behandles rigtigt i systemet.

»Mit første møde efter sommerferien her i ministeriet gik på, at jeg ville have det her panel. Og det skal vi finde folk til nu. I løbet af efteråret skal de komme med deres første tanker. Og det handler ikke om, at det skal være et stort, forkromet arbejde med en stor rapport – jeg vil bare gerne have gode ideer,« siger Søren Pape Poulsen i et interview med B.T. Her fortæller han, at han ønsker de første ideer til forbedringer på sit bord i løbet af efteråret, og efterfølgende skal panelet fortsætte arbejdet med at forbedre vilkårene for voldtægtsofre.

Gennem sommeren har B.T. sat fokus på voldtægtsområdet i serien #Voldtaget. Og justitsministerens udmelding kommer, på baggrund af at B.T. blandt andet har kunnet beskrive, at få ofre for voldtægt melder det overgreb, de har været udsat for. Det Kriminalpræventive Råd anslår, at 4.700 kvinder hvert år udsættes for tvangssamleje eller forsøg på tvangssamleje, mens det kun er få hundrede, der melder det – og endnu færre sager ender ved en domstol.

I videoen øverst i artiklen kan du se Søren Pape Poulsen præsentere sit forslag for en gruppe voldtægtsofre. Det kan du læse mere om i weekenden på bt.dk.

Blandt forklaringerne fra de ofre, som B.T. har talt med, lyder det, at håndteringen i systemet, fra anmeldelsen hos politiet til en eventuel retssag og løsladelsen af gerningspersonen i sidste ende, kan være problematisk og i nogle tilfælde direkte traumatiserende.

Og netop derfor ønsker Søren Pape Poulsen, at panelet som det første af tre punkter skal se nærmere på hele aspektet omkring behandlingen af ofrene og deres vej gennem systemet.

»Nu har I gennem sommeren lagt en række eksempler frem på, hvor det kan gøres bedre på voldtægtsområdet. Og selv om vi allerede har en indsats på området, så er vi jo aldrig færdige eller i mål. Og hvis der er ting, der kan gøres bedre, og der er nogle kloge mennesker, som kan fortælle os, at 'det her vil hjælpe', så skal vi lytte. Ofre for voldtægt har været udsat for noget af det mest forfærdelige, man kan udsættes for. Og dem skal vi hjælpe,« siger Søren Pape Poulsen.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K). Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

For ham handler det blandt andet om, at flere skal anmelde overgreb. Og det skal de kunne gøre, i vished om at de bliver taget seriøst og behandlet ordentligt.

»Budskabet er, at hvis man føler sig udsat for noget krænkende, kriminelt, så skal man melde det. Og derfor er det afgørende, at folk føler sig godt behandlet. Det er ikke nemt, tror jeg, som menneske at skulle fortælle om og anmelde en voldtægt. Og det skal vi nok blive dygtigere til at håndtere,« siger Søren Pape Poulsen.

Ud over at tage bedre hånd om ofre for voldtægt ønsker Søren Pape Poulsen, at panelet skal se nærmere på, hvordan voldtægter kan undgås i fremtiden. Og så skal panelet se på overrepræsentationen af udlændinge blandt gerningspersoner i voldtægtssager, som B.T. har kunnet beskrive i løbet af sommeren. Her har man blandt andet kunnet læse, at indvandrere og efterkommere er voldsomt overrepræsenteret i voldtægtsdomme mellem januar 2016 og maj 2017, som B.T. har gennemgået. Samme billede kommer såvel Justitsministeriet som Danmarks Statistik frem til i lignende undersøgelser.

»Der er ingen lette løsninger. Det vidner jeres artikler også om. Men vi er nødt til at tale åbent om problemstillingerne. Når vi kan se, at 23 procent af gerningsmændene er ikke-vestlige indvandrere, så har vi noget, vi skal tale om. Det er ikke så behageligt, men vi bliver nødt til at tale om det. Er der en forebyggende indsats i nogle miljøer, vi skal have gjort tydeligere? Fordi de udgør seks procent af befolkningen, men 23 procent af dem, der begår overgreb. Det kan vi ikke have,« siger Søren Pape Poulsen.

I B.T.s gennemgang af voldtægtssager fremgik det, at 10 ud af 12 specifikke domme for overfaldsvoldtægt faldt til udlændinge eller efterkommere. Og det tal, mener Søren Pape Poulsen, understreger behovet for at nedsætte panelet, der endnu ikke har fået et navn:

»Det viser jo bare, at der er noget rivravende galt. Hvorfor er det sådan? Der er ikke noget, der taler for, at det skulle være sådan. Og det vil vi også tage fat på.«