Utilfredsheden over Socialdemokratiet vokser til nye højder hos Arne Juhl, der blev landskendt som ansigtet på Socialdemokratiets opfindelse 'Arne-pensionen'.
Onsdag vakte det stor opmærksomhed, da Arne Juhl fortalte, han efter 40 år overvejer at droppe partiet. Men vreden er nu endnu større.
Årsagen er, at der torsdag - dagen efter hans udtalelser satte stor dagsorden - skete to ting på Christiansborg, der gør ham rigtig harm.
Først kom det frem, at SVM-regeringen ikke kan nå at sætte momsen på fødevarer ned inden det næste folketingsvalg, der skal afholdes i 2026.
Og for det andet stemte Socialdemokratiet nej til et forslag fra Enhedslisten om at sætte momsen på fødevarer ned.
»Jeg forstår det ikke. Det er mig ubegribeligt,« siger Arne Juhl over telefonen fra hans hus i Fjelstrup i Sønderjylland.
Han har fortalt, hvordan en manglende nedsættelse af momsen på fødevarer fylder rigtig meget i vreden.
»Det er de høje fødevarepriser. Så sætter de afgiften ned på chokolade og sukker i stedet for at halvere momsen på fødevarer, så man kunne få normale priser til arbejdsklassen,« sagde han onsdag til B.T. og tilføjede:
»Sådan en som Fleggaard står og klapper i hænderne. Folk strømmer jo til Tyskland for at handle almindelige forbrugsvarer som hakket oksekød, mælk og smør.«
Arne Juhl har dog ikke endnu besluttet, om han vil gøre alvor af sin utilfredshed over Socialdemokratiet og stemme på et andet parti ved næste valg.
»Det tager vi, når der er udskrevet valg,« siger han og slutter:
»Men de må fandme se og komme ind i kampen. For at sige det rent ud.«

