Randi Hjortholm er lige som Anna Mee Allerslev opstillet som kandidat for De Radikale til det kommende valg til Københavns Borgerrepræsentation i Københavns Kommune.

Men hvor Anna Mee Allerslev er spidskandidat, så er Randi Hjortholm opstillet som nummer fire på listen.

Randi Hjortholm valgte fredag aften at lægge et offentligt opslag på Facebook, hvor hun undsiger sin partifælle, Anna Mee Allerslev. Det kommer efter BTS afsløringer af, hvordan Anna Mee Allerslev sparede 65.000 kr på at låne Rådhushallen til sit bryllup i strid med kommunens nedskrevne retningslinjer. Samt har belastet kommunens embedsværk med et hav af detaljerede spørgsmål i forbindelse med den praktiske afvikling af brylluppet.

Anne Mee Allerslev har nu valgt at betale de 65.000 kr for lån af salen, men det er ikke nok for hendes partifælle, Randi Hjortholm.

»Min grænse er nået og jeg vil ikke gå til valg på, at jeg støtter den måde Anna Mee Allerslev, vores spidskandidat i København, forvalter sine muligheder og magt på. Alle der kender mig og har arbejdet sammen med mig, kender mit hjerte for de mest udsatte børn og familier. Men ærlighed i de ting, man står for, har betydning,« skriver Randi Hjortholm bl.a.

Eksperter har tidligere overfor BT vurderet, at bryllupssagen kan komme til at skade Anna Mee Allerslevs valgresultat, bl. a. rådgiver i strategisk kommunikation Søren Langelund.

»Den her sag vil altid klæbe til hende. For sager om personlig vinding er sådan nogle ting, der virkelig definerer politiske karrierer. Det her handler om hendes personlige dømmekraft,« forklarer Søren Langelund, rådgiver i kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting.

Professor ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, mener, at sagerne vil ramme Anna Mee Allerslev på de personlige stemmer. Men samtidig vil hendes mest trofaste vælgere sandsynligvis bakke hende op på trods af skandalesagerne, tilføjer professoren.

Men nu har den første sprække i opbakningen vist sig.

Lørdag middag valgte formanden for De Radikale i Hovedstaden, Bo Nissen da også at gå ud med en kommentar:

»Det er ikke bare en usædvanlig og en uheldig situation, det er en situation vi på alle måder helst ville have undgået. En enkelt kandidat kan dog ikke lave om på at Anna Mee har vælgerforeningens opbakning som partiets spidskandidat. Det har medlemmerne besluttet enstemmigt. Radikale Venstre i København ser nu frem til en god valgkamp med fokus på politik snarere end personspørgsmål, ført af en masse gode radikale kandidater der kæmper for radikal politik med Anna Mee Allerslev som spidskandidat,« siger Bo Nissen.

Kan I som vælgerforening og du som lokal partiformand leve med, at jeres spidskandidat har udnyttet sin position for egen vindings skyld?

»Ja. Vi har allerede indleveret kandidatlister og demokratiet i partiet har talt. Anna har erkendt, at hun har lavet en dumhed og det har hun kompenseret for. Derfra mener vi, at der så er tale om en personsag mellem hende og vælgerne,« siger Bo Nissen.

Randi Hjortholm pointerer at det for hende er et rent personspørgsmål, og at hun stadig støtter loyalt op om partiet:

»Jeg vil stadig føre valgkamp som radikal, og skulle jeg blive valgt til Borgerrepræsentationen, vil jeg stadig stemme som radikal, og jeg vil være loyal over for hvad den radikale gruppe kan blive enig om. Også når det gælder hvilke poster medlemmerne af gruppens skal have. Det har blot været nødvendigt for mig at sige fra,« siger Randi Hjortholm.

Overfor BT forklarer hun, at der ikke er eksklusionsregler i Det Radikale Venstre, så hun har ikke været bekymret for sin egen plads på opstillingslisten efter, at hun har undsagt partiets spidskandidat.

»Det kan gøre det sværere for mig at blive valgt ind, fordi det kan betyde, at jeg ikke længere bliver inviteret til at deltage i så mange debatter og sådan noget. Men for mig har det været vigtigt at mine familie og venner er klar over, hvad min holdning er,« siger Randi Hjortholm.

Er der andre partifæller, der deler din holdning eller føler du dig som 'Palle alene i verden' med din holdning?

»Nu er det kun mig, der har valgt at gå offentlig ud med min holdning, så det har jeg ingen kommentarer til. Men jeg føler mig ikke som 'Palle alene i verden',« siger Randi Hjortholm.