Udenrigsministeriets Borgerservice giver nu danskerne en tommel-op til at rejse til få europæiske destinationer.

Udenrigsministeriet bekræfter fredag i en pressemeddelelse, at man kun planlægger at åbne for rejser til ét europæisk land – nemlig Malta.

Derudover gives der dog grønt lys for rejsende til en stribe regioner og øer i Spanien og Portugal. Det gælder de spanske regioner Asturien, Extremadura, Galicien, Murcia og Valencia. Derudover må danskere rejse til ferieøerne Mallorca, Lanzarote, Gran Canaria og Tenerife samt de portugisiske øer Madeira og Azorerne.

Ændringerne i rejserestriktionerne kommer som en del af den bredere samfundsåbnings tredje fase. Ændringerne i rejsevejledningerne træder i kraft lørdag klokken 16.00.

»Det er første gang siden før jul, at man nu faktisk kan tage på en almindelig ferierejse. Også til destinationer hvor vi gerne vil på ferie,« siger Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice ved et pressemøde fredag.

»Det er ikke en kæmpestor åbning, men det er dog den første i mange måneder.«

Der har været flere spekulationer om, at fredagens lempelser i rejsevejledningerne ville tillade ferierejser til langt flere dele af Europa. Her er hele Portugal, Island og destinationer i Grækenland blevet nævnt.

Men selvom rejsebranchen havde håbet på, at de græske øer også blev åbnet for danske badegæster, så afviser myndighederne – smitteniveauet er for højt.

I Københavns Lufthavn er der langt mellem passagererne og anvendelsen af masker er blevet mere tydelig. Nu åbner man langsomt for, at flere danskere kan komme på udlandsture.
I Københavns Lufthavn er der langt mellem passagererne og anvendelsen af masker er blevet mere tydelig. Nu åbner man langsomt for, at flere danskere kan komme på udlandsture. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Et af Udenrigsministeriets nye kriterier for, hvornår man kan åbne for karantænefrie rejser til et land eller en region, er, at der inden for de seneste syv dage skal have været færre smittede end 60 pr. 100.000 indbyggere i landet eller regionen. Den hidtidige grænse er gået ved 30 pr. 100.000.

Flere lande kræver dog fortsat en negativ coronatest, før man kan rejse i landet.

Ifølge Erik Brøgger Rasmussen åbner myndighederne nu for destinationer, »hvor man traditionelt tager på forårsferie«.

Han understreger dog, at de danske rejsevejledninger ikke ændrer ved, at der stadig gælder forskellige restriktioner i de enkelte lande. Derfor lyder myndighedernes opfordring stadig, at man løbende holder sig opdateret om gældende regler i de enkelte lande.

Og det har naturligvis spillet ind i de danske lempelser: Nemlig at de lande, man nu åbner for, også er åbne for danskere, der ønsker at rejse dertil..

»Dem, jeg har nævnt, er også åbne i den anden ende, om man så må sige,« fastslår Erik Brøgger Rasmussen.

»Portugal som helhed står sådan set også så lavt, at smitten ikke er et problem. Men de vil ikke have os ind i øjeblikket, så derfor kommer vi ikke til at åbne for hele landet«.

»Det samme gælder for Island og store dele af Norge. De har så skrappe rejserestriktioner, at vi ikke kan anbefale danskerne at tage afsted, fordi de ender simpelthen bare med at sidde på et hotelværelse og kukkelure«, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Ændringerne træder i kraft lørdag 15. maj klokken 16.00.

Opdateres …