De nordiske nabolande advarer mod Grønlands omstridte storskalalov, der åbner op for billig arbejdskraft.

I samarbejdsorganisationen Nordisk Råd, hvor 16 danske medlemmer af Folketinget sidder, rækker modstanden mod de arbejdsforhold, der nu tillades i Grønland, langt ind i de socialdemokratiske rækker, skriver Politiken.

- Udenlandske arbejdere skal have samme muligheder og rettigheder som alle dem, der i forvejen er i Grønland. Får de ikke det, kalder vi det altså social dumping, Jeg mener som socialdemokrat, at man fra dansk side skal lade være med at gennemføre den særlov. For så er man ude på en farlig vej, som man ikke aner, hvor ender, siger svenske Anders Karlsson (S), der er medlem af Riksdagen og Nordisk Råd, til avisen.

Han bakkes op af et af rådets norske medlemmer, Torfinn Opheim:

- Enhver socialdemokrat er imod social dumping, og det vil vi arbejde hårdt for at bekæmpe alle former for. Hvis loven bryder med de internationale konventioner, er det stærkt beklageligt.

Både formanden for Folketingets Erhvervsudvalg, Karin Gaardsted (S), og Socialdemokraternes grønlandsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), afviser kritikken overfor Politiken.

- Vi vil ikke have, at der finder social dumping sted inden for Rigsfællesskabets grænser. Det grønlandske selvstyre har sagt, at de ikke vil have social dumping. De siger også, at storskalaloven overholder alle internationale konventioner, siger Flemming Møller Mortensen.