Gratis kondomer, en vovet profil på datingappen Tinder, gratis shots og skarpe holdninger tyder på at være noget, som falder i odenseanernes smag.
I hvert fald var det med lige præcis den type hjælpemidler, at en 22-årig ung politiker fik tilkæmpet sig nok stemmer til dette års kommunalvalg til at snuppe en stol i byrådet.
Og den unge mand er både glad og stolt efter valgets resultater.
»Tusind tak til alle, der har hjulpet mig de sidste mange uger. Det var aldrig lykkes uden jer,« skriver den 22-årige nye byrådspolitiker Nicolai Busch Bæhrenz, der ved dette kommunalvalg stillede op for Venstre, på det sociale medie Facebook.
I fem intense uger satte Nicolai Busch Bæhrenz alt ind for at vinde sig en plads i byrådet i Odense.
Og det betød, at odenseanere på gågaden blandt andet blev tilbudt kondomer med teksten 'Hjælp en ung kandidat ind!', ligesom singler på datingappen Tinder kunne risikere at støde på et billede af en ung kandidat, der tilbød snakke om politik.
»Hvis jeg skal snakke med de unge, så skal jeg være der, hvor de unge er – og de kan jo godt lide at bolle, så simpelt er det,« forklarede Nicolai Busch Bæhrenz til B.T., da han en dag stak kondomer ud til højre og venstre på gågaden i Odense.
Den unge kandidat indrømmer dog, at hans måde at føre kampagne på, for nogle kan virke både plat og useriøs.
Men han slår fast, at han i den grad er seriøs omkring politik i Odense.
»Vi har et ansvar for at kommunikere på en måde, så de unge gider at lytte og tage aktiv del i kommunalvalget,« siger Nicolai Busch Bæhrenz.
Og noget tyder altså på, at den unge politiker havde fat i en pointe. I hvert fald valgte i alt 762 odenseanere at sætte deres kryds ud for Nicolai Busch Bæhrenz navn, og det var nok til at sikre ham den ønskede plads i byrådet.
Om det så er kondomerne og profilen på Tinder, der har overbevist vælgerne, eller om det eksempelvis er venstremandens skarpe holdninger til Kina, der har gjort udslaget, lægger endnu hen i det uvisse.


