Den nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup er færdig med politik.

Det offentliggjorde han søndag aften i opslag på Facebook, hvor han samtidig kom med nyheden om, at han nu skulle tage tjansen som direktør i Bryggeriforeningen.

Dermed kommer der et ledigt sæde i Folketinget.

Det bliver Maria Gudme, som er den næste på listen i Nordsjællands Storkreds, hvor Nick Hækkerup i sin tid blev valgt ind i Folketinget.

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det bekræfter hun nu selv i et opslag på Facebook.

'I går fik jeg beskeden om, at jeg får mulighed for at træde ind i Folketinget – og så endda på 1. maj! Jeg er enormt overvældet, glad, stolt og fuldstændigt overbevist om, at jeg griber chancen nu, hvor den byder sig,' skriver Maria Gudme i sit opslag.

I efteråret 2020 var det blandt andet hendes MeToo-historie, der fik den tidligere overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet Frank Jensen til at trække sig.

På et værtshus i 2012 skulle han have lagt en hånd på hendes lår, som han førte langs låret og op under hendes kjole.

Hun er blandt andet initiativtager bag MeToo-bevægelsen Enblandtos, hvor 322 kvinder i politik har skrevet under på, at de har oplevet sexisme.

Derudover sidder hun lige nu i regionsrådet i Region Hovedstaden for Socialdemokratiet.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Maria Gudme.