Københavns Kommune kræves sat under administration efter regnskabsrod i flere forvaltninger.

Den politiske ledelse på Københavns Rådhus er kommet under voldsom politisk beskydning fra såvel egne partifæller som politiske modstandere. Hvor der tidligere har været store budgetoverskridelser i Børne- og Ungdomsforvaltningen, er der nu også rod i Teknik- og Miljøforvaltningen. Det får ifølge Berlingske Tidende et flertal på Christiansborg til at kræve, at hele kommunen sættes under administration af Indenrigsministeriet eller af Kommunernes Landsforening.

Blandt andet er der i flere måneder af 2009 ikke blevet betalt regninger fra forvaltningens leverandører og flere konti er ikke blevet afstemt i årevis.

Socialdemokraternes kommunalordfører Rasmus Prehn kalder det meget bekymrende og helt uacceptabelt, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke har været i stand til noget så basalt som at betale regninger. Det må få konsekvenser siger han til Berlingske Tidende.

Også Dansk Folkeparti er klar med et krav om revision af hele kommunen.

- Sagen viser, at der er behov for, at de modtager kvalificeret hjælp, siger partiets kommunalordfører hans Kristian Skibby.

SF betegner sagen om revision af kommunen som oplagt. Venstre støtter en ekstern revision, med mindre overborgmester Ritt Bjerregaard (S) eller Klaus Bondam (R) giver en meget god forklaring.

/ritzau/