Vupti. En konservativ politiker har med et lille greb sikret sig en plads allerforrest i kampen om vælgernes opmærksomhed.

For Dina Myrup Raabjerg hedder nu Dina Myrup Andersen-Raabjerg.

Og ifølge TV Midtvest er navneændringen sket umiddelbart inden, at partiet for nylig besluttede, folketingskandidater på stemmesedler skal listes alfabetisk. Efter forbogstavet i efternavnet.

For Dina Myrup Andersen-Raabjerg betyder det altså, at hun ved det kommende – endnu ikke annoncerede – valg vil blive placeret blandt de forreste konservative kandidater i Vestjyllands Storkreds i stedet for blandt de nederste.

Til mediet siger hun om navneskiftet:

»Andersen er en del af mit navn. Jeg har valgt at tage det i brug nu,« lyder det.

Det vides dog ikke, hvor navnet stammer fra, da hendes forældre eksempelvis ikke hedder Andersen, men Myrup. Og hendes mand hedder altså Raabjerg.

Hun har heller ikke købt navnet, bedyrer hun. Men kommer ikke med yderligere oplysninger.

Det skal måske her nævnes, at Dina Myrup Andersen-Raabjergs formodede værste interne rival til en plads i Folketinget hedder Lise Bertelsen.

Og nu er der altså byttet om på den rækkefølge, de vil optræde på, når der skal sættes kryds på stemmesedlen.

Ved seneste folketingsvalg i 2022 stod 'Dina Raabjerg' tredjenederst på listen over konservative kandidater. Og hun blev ikke valgt ind.

Siden overtog hun dog mandatet fra Søren Pape Poulsen, da partiformanden døde i 2024.