Det er lykkedes Nationalpartiet at indsamle nok underskrifter til at stille op til næste folketingsvalg.

København: Det er omsider lykkedes Nationalpartiet at indsamle nok underskrifter til at kunne stille op til næste folketingsvalg.

Det meddeler formand Kashif Ahmad i en pressemeddelelse.

- Vi er utroligt glade for at være i mål og ser frem til at bruge vores tid og energi på politik, frem for bureaukrati, administration og utallige møder og samtaler omkring vælgererklæringer, skriver han.

Nationalpartiet blev stiftet i 2014, men var ikke stemmeberettiget ved folketingsvalget i juni 2015. Dengang lykkedes det nemlig ikke at indsamle tilstrækkeligt mange af de såkaldte vælgererklæringer.

Et parti skal indsamle godt 20.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget ved valg til Folketinget eller EU-Parlamentet.

/ritzau/