En 21-årig kvinde, der er slægtning til De Konservatives Naser Khader, er klar på at rejse til Danmark, selv om der her venter hende en straffesag.

Kvinden er mistænkt for at være medlem af Islamisk Stat i Syrien, og det er især chatsamtaler og tre fotos sendt af kvinden, der har fældet hende.

»Hun vil gerne hjem,« siger forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen, der repræsenterer kvinden, som er i Tyrkiet.

Selv om kvinden er beslægtet med Naser Khader, skal danske myndigheder ifølge ham ikke røre en finger for at få hende hjem.

Naser Khader (K) mener, at en ung kvinde, som han er beslægtet med, skal holde sig fra Danmark. Hun er sigtet for at være IS-medlem.
Naser Khader (K) mener, at en ung kvinde, som han er beslægtet med, skal holde sig fra Danmark. Hun er sigtet for at være IS-medlem. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde hende væk fra den danske grænse. Hun er Tyrkiets problem nu. Hendes mor er fra Jordan, og hendes far er fra Libanon, så hun kan udmærket tage derhen,« siger Naser Khader.

Den blot 21-årige kvinde blev i august 2017 sigtet for at rejse til Syrien og tilslutte sig samt kæmpe for Islamisk Stat, fremgår det af retsdokumenter.

Hun er desuden sigtet for at have forsøgt at hjælpe sin i dag 20-årige søster med at rejse til Syrien og tilslutte sig den berygtede terrororganisation. Det foregik gennem chatsamtaler.

Det lykkedes dog aldrig søsteren at forlade Danmark, fordi hendes forældre opbevarede hendes pas.

Alligevel var der beviser nok til at idømme søsteren tre års fængsel.

Søsteren var en del af en gruppe, der ifølge politiet ville rejse til Islamisk Stat, og retten lagde vægt på, at hun havde haft en 'meget aktiv rolle i planlægningen af rejsen'.

Den nu dømte søster kørte de tre andre i gruppen til lufthavnen, og de blev senere anholdt i Tyrkiet på grænsen til Syrien.

Slutteligt er den 21-årige sigtet for at have opholdt sig i den syriske by Raqqa, hvilket var strafbart, fordi byen var kontrolleret af Islamisk Stat.

Islamisk Stat-krigere.
Islamisk Stat-krigere. Foto: STRINGER
Vis mere

Politiet har opsnappet tre fotos sendt af kvinden til et familiemedlem i marts 2017. En analyse af billederne indikerer ifølge politiet, at den 21-årige befandt sig i Raqqa.

Hendes mor forklarede i retten sidste år, at det var lang tid siden, hun havde haft kontakt til sin 21-årige datter. Moren var dog sikker på, at datteren ikke har tilsluttet sig Islamisk Stat, og tog i øvrigt afstand fra terrororganisationen.

Naser Khader har tidligere fortalt åbent om, at han er i familie med to unge kvinder, der nærer sympati for Islamisk Stat. De er fjerne slægtninge, og sidste gang han mødte dem, var de meget unge piger.

Da den sigtede kvinde var 18 år, modtog Naser Khader en besked fra hende på Facebook.

'Jeg skammer mig over at være i familie med dig,' skrev kvinden.

»Derfor tog jeg fat i hendes familie for at høre, hvad der skete. Der fandt jeg ud af, at hun var radikaliseret,« siger Naser Khader.

Kort tid efter forlod den unge kvinde Danmark.

Forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen kan ikke fortælle flere detaljer om, hvor i Tyrkiet kvinden opholder sig, eller hvad der afholder hende fra at rejse hjem.

B.T. har spurgt Rigsadvokaten, hvad danske myndigheder gør i forhold til den sigtede kvinde. Det vil anklagemyndigheden ikke svare på.